• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Apollo 11

Oprindelig forfatter Lawa Seneste forfatter Lawa

Apollo 11, den første bemandede landing på Månen. Apollo 11 blev opsendt fra Kennedyrumcenteret i Florida 16.7.1969 med astronauterne Neil A. Armstrong, Edwin "Buzz" Aldrin og Michael Collins (f. 1930). Opsendelsen blev fulgt af en million tilskuere omkring Cape Canaveral.

20.7.1969 landede Armstrong og Aldrin i månelandingsfartøjet Eagle i Stilhedens Hav, mens Collins forblev i kredsløb om Månen i kommandomodulet Columbia. Oversigtskortene var ikke særlig detaljerede, så Armstrong måtte i sidste øjeblik vælge et nyt landingssted. Eagle landede med brændstof til 20 sekunders flyvning tilbage i tanken.

21.7.1969 trådte Armstrong ned på Månens overflade med ordene "That's one small step for (a) man, one giant leap for mankind" ("Dette er et lille skridt for et menneske - et gigantisk spring for menneskeheden").

Annonce

Armstrong og Aldrin var udenfor Eagle i 2 timer og 31 minutter. I det tidsrum plantede de Stars and Stripes i månejorden, opstillede et soldrevent seismometer, en laserreflektor og andre instrumenter, indsamlede 22 kg månesten og -jord - samtidig med at præsident Nixon holdt en tale for dem.

Efter i alt 8 dage og tre timer landede Columbia i Stillehavet 24.7.1969. Astronauterne var herefter i karantæne i 21 dage i tilfælde af at de var blevet smittet med eventuelle bakterier fra Månen. Columbia er i dag udstillet i National Air and Space Museum i Washington D.C.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Worm Andersen: Apollo 11 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=435939