Hyrdemåne, måne, der bevæger sig inden for eller uden for en planetar ring og ved sin tyngdepåvirkning dels fokuserer partiklerne i ringen, dels bevirker uregelmæssigheder i den. Hyrdemåner forekommer ofte parvis, fx er Pandora og Prometheus to hyrdemåner, der kredser på hver side af Saturns F-ring, og hvis tyngdepåvirkning giver F-ringen et knudret udseende.