Det antropiske princip, (afledt af gr. anthropos 'menneske'), metafysisk postulat om, at menneskets eksistens eller eksistensen af andre former for højere liv kan fungere som forklaringsfaktor for fysiske og især kosmologiske fænomener. Iagttagelser af verden må være konsistente med menneskets eksistens, der derfor siges at betinge den fysiske verdens art. I sin svage version hævder princippet, at de fundamentale fysiske størrelser må have netop sådanne værdier, der tillader højere former for liv; ifølge den stærke version må Universet have sådanne egenskaber, at det før eller senere fører til højere livsformer. Således må Universets udvidelseshastighed og alder være betinget af eksistensen af kulstofbaseret liv, idet dannelse af kulstof i stjernerne sætter grænser for værdien af disse kosmologiske størrelser. Ligeledes ville anderledes værdier for naturkonstanterne have umuliggjort dannelse af kulstofatomer og dermed liv.

Princippet har rødder tilbage i 1700-t.s naturteologi, og i sin moderne form skyldes det især den amerikanske fysiker Robert H. Dicke; navnet stammer fra 1974. Det har spillet en vis rolle i moderne kosmologi, men er omstridt både blandt videnskabsmænd, filosoffer og teologer. Da det sætter mennesket i centrum, udtrykker det en reaktion mod det kopernikanske princip om, at Jorden (og mennesket) ikke har nogen speciel rolle i verdensbilledet. Desuden fungerer det antropiske princip ikke som en kausal forklaring, men har nærmere en teleologisk karakter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig