Big bang er en teori for Universets udvikling fra en varm, meget tæt tilstand for 13,7 milliarder år siden frem til dets nuværende udseende.

Faktaboks

Også kendt som

modellen om 'det store brag'

Modellen er i overensstemmelse med observationerne af Universets ekspansion, den kosmiske baggrundsstråling, forekomsterne af de letteste grundstoffer, som alle menes dannet nogle minutter efter big bang, samt en række andre astronomiske data.

Selvom alternative modeller som bl.a. steady state-modellen har været foreslået, kan de nyeste data kun forklares, hvis Universet oprindelig ekspanderede fra en meget varm og tæt tilstand.

Big bang og Einsteins relativitetsteori

Big bang-modellen bygger på Einsteins almene relativitetsteori. Tanken præsenteres første gang i nyere videnskabelig sammenhæng i 1920'erne af den belgiske fysiker og astronom Georges Lemaître og den russiske astronom Alexandr Friedmann.

Big crunch

I den enkleste version forudsiger modellen, at Universets nuværende udvidelse vil fortsætte i mange milliarder år endnu, men hvis massefylden er større end en vis kritisk værdi, svarende til omkring et hydrogenatom pr. kubikmeter i gennemsnit, vil gravitationen en gang med tiden standse udvidelsen, og Universet vil kollapse i et big crunch.

Tre parametre

Observationsdata fra slutningen af 1990'erne og frem tyder imidlertid på, at Big bang-modellen skal bruges i sin næstsimpleste version. Her beskrives Universets nuværende udvikling ved tre parametre, nemlig udvidelsesraten samt de to bidrag til Universets massefylde: urelativistisk masse (fx stjerner og mørkt stof) og en frastødende kraft, kaldet mørk energi (svarende til den kosmologiske konstant).

Kritisk tæthed

Summen af de tos bidrag til massefylden er omtrent lig med den kritiske tæthed, der svarer til et geometrisk fladt Univers, men vakuumenergien får Universets ekspansion til at accelerere og vil medføre evig ekspansion.

Beskrivelse af Universets udvikling

Big bang-modellen skal betragtes som en matematisk-fysisk ramme, der beskriver de store træk i Universets udvikling. Mange detaljer, herunder fx dannelse af galakser, er uafklarede, ligesom modellen kan udvides med ekstra ingredienser, fx den såkaldte inflation, dvs. en ekstremt hurtig ekspansion i Universets tidligste fase.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig