Interplanetarisk stof. Scanning-elektronmikroskopbilleder af to interplanetariske støvkorn (størrelse ca. 30 μm×25 μm og 35 μm×20 μm) indsamlet af NASAs stratosfæriske fly, ER-2, ved en flyvning i 20 km højde over det vestlige USA. Flere ton af sådanne støvkorn rammer Jorden hvert døgn. Th. ses røntgenspektre, der viser den relative forekomst af de enkelte grundstoffer i kornene. Det øverste støvkorn består fortrinsvis af jern (Fe) og nikkel (Ni), hvilket er karakteristisk for metalkorn. Det nederste indeholder bl.a. magnesium (Mg), aluminium (Al), silicium (Si), svovl (S), chrom (Cr), jern og nikkel og er formodentlig et silikatkorn.

.

Interplanetarisk stof, stof i rummet mellem Solsystemets planeter. Mængden af interplanetarisk stof er uhyre ringe. Det skyldes flere forhold: For det første blæser solvinden hele tiden med en ganske vist tynd (ca. 1-10 atomer/cm3), men meget hurtig, supersonisk plasmavind. Dette bevirker, at partikler på under ca. 10-18 g blæses ud af Solsystemet på få tusinde år. For det andet bevirker den såkaldte Poynting-Robertson-effekt, at partikler på under ca. 1 cm langsomt spiralerer ind mod Solen for til sidst at opsluges af denne. En partikel på 1 μm vil fx bevæge sig fra Jordens afstand ind til Solen på under 2500 år. Endelig sønderdeles partikler ved kollisioner med andre interplanetariske partikler og ved erosion forårsaget af kosmisk stråling.

Uden kilder ville det interplanetariske rum således være helt tomt for partikler efter få millioner år, og man kan derfor med sikkerhed sige, at det interplanetariske stof hele tiden fornyes. Kilderne til det interplanetariske stof er primært kometer, der under deres tætte passage af Solen afgiver store stofmængder i form af både gas og støv, der derefter vil befinde sig i det interplanetariske rum i kortere eller længere tid. Andre kilder er meteornedslag på andre meteorer og på asteroider og måner samt vulkanisme som fx på Jupiters måne Io. Partikler dannet på denne måde vil være mindre flygtige end materialet fra kometer. Endelig findes der partikler, som stammer fra det interstellare rum, og som altså er dannet uden for Solsystemet. Disse partikler har hastigheder højere end undvigelseshastigheden for Solsystemet (typisk >20 km/s).

Man observerer og indsamler interplanetarisk stof fra rumfærger, satellitter og U2-flyvninger i stratosfæren; størrelsen af de observerede partikler er fra 10-17-10-3 g, eller fra 0,05-1000 μm. Større interplanetariske partikler kan ses som stjerneskud, når de kolliderer med Jordens atmosfære. Det sker hvert år på samme tid (fx Geminiderne den 13. december), når Jorden passerer gennem en gammel kometbane.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig