Swift-Tuttle, periodisk komet opdaget i 1862 af amerikanerne Lewis Swift (1820-1913) og Horace P. Tuttle (1837-1923) og observeret igen i 1992. Dens omløbstid om Solen er 135 år, og dens perihelionafstand er 0,968 AE. Swift-Tuttles bane, der har en excentricitet på 0,96 og hælder stærkt (113,5°) mod ekliptika, skærer jordbanen. Beregninger tyder på, at Swift-Tuttle vil passere tæt forbi Jorden i 2126 med en vis risiko for at ramme den. Swift-Tuttle er ophav til stjerneskudssværmen Perseiderne.