En tidszone er et område på Jorden, hvor der er den samme officielle tid (normaltid). Jorden er inddelt i 24 tidszoner, og udgangspunktet for zonetiden er meridianen gennem Greenwich. Den danske tidszone ligger én time foran klokkeslættet for Greenwich.
Henover Londons Canary Wharf markeres meridianlinjen i Greenwich - skillepunktet mellem den østlige og vestlige halvkugle - med en grøn laserstråle. Af Nicholas Bailey//Shutterstock/Ritzau Scanpix.
Begrænset anvendelse
tidszone
Tidszonerne på Jorden. Øverst er angivet afvigelsen fra MET (mellemeuropæisk tid), som bl.a. anvendes i Danmark; + betyder, at klokkeslættet er foran MET, −, at det er efter. Nederst er angivet klokkeslættet, når klokken er 12 i Danmark. Mindre lokale afvigelser fra de viste tidszoner kan forekomme. Desuden bevirker anvendelsen af sommertid, der ikke sker samtidig på den nordlige og den sydlige halvkugle, at de faktiske tidsforskelle ofte afviger fra kortet.
Tidszonens historik
På grund af Jordens rotation om sin akse ændrer tidspunktet for Solens kulmination (når den er højest på himlen) sig således, at den kulminerer en time senere for hver 15°, man bevæger sig mod vest. Indtil slutningen af 1800-tallet var det almindeligt, at hvert land eller område havde sin egen lokaltid, der ofte var fastlagt som middelsoltiden (jf. middelsol) i landets hovedstad.
1884: Jorden opdeles i 24 tidszoner
I Danmark benyttede man således Københavns middelsoltid som fællestid for hele landet frem til 1894. Dette førte til en mængde tidszoner med umage spring i klokkeslættene. I USA havde man fx ikke mindre end 75 forskellige tidszoner langs en jernbanestrækning fra øst- til vestkysten. For at råde bod på dette forhold blev det ved en international kongres i Washington, D.C. i 1884 besluttet at opdele Jorden i 24 tidszoner, hver med en udstrækning på 15° i geografisk længde svarende til en tidsforskel på en hel time; egentlig er der 25 tidszoner, nemlig 23 15° brede og to 7½° brede omkring den 180. breddegrad.
Systemet var blevet foreslået af den canadiske jernbaneingeniør Sandford Fleming (1827-1915) i slutningen af 1870'erne. Af praktiske grunde følger zonegrænserne på land dog som oftest landegrænser eller geografiske strukturer.
Greenwich Mean Time – senere UTC – indføres
Den store røde tidskugle på Royal Observatory i Greenwich, London, har siden 1833 markeret Greenwich UTC (tidligere Greenwich Mean Time). Hver dag kl. 12:55 hejses kuglen halvvejs op; der hænger den en stund, og kl. 12:58 går den helt til tops. Præcis kl. 13 falder den. I snart 100 år har tidskuglen således kommunikeret det præcise klokkeslæt til massevis af London-borgere og de mange skibe, i Londons travle havn.
Som udgangspunkt for zonetiden valgte man meridianen gennem Greenwich, og hver tidszones normaltid afviger dermed et helt antal timer fra klokkeslættet for Greenwich.
Denne tidszone, som nulmeridianen passerer igennem, hed frem til Greenwich Mean Time, men skiftede 1. januar 1972 benævnelse til UTC (Universal Time, Coordinated). Dette begreb benævnes ofte også som zulu-time. Det skyldes en inddeling, hvor hver timezone har et nyt bogstav i østlig retning; således ligger Danmark i zone A og England i zone Z.
Nogle få områder har officielle tider, der afviger med halve og kvarte timer fra standardtidszonerne. En yderligere komplikation er sommertid, der ikke indføres samtidig på den nordlige og den sydlige halvkugle; lokaltiden kan derfor afvige inden for samme tidszone.
Den internationale datolinje
Meridianen i Greenwich, London, opdeler kloden i to halvkugler - øst og vest - der her i linjen mødes på 0o længde. Beslutningen om denne såkaldte nulmeridian blev taget i 1884, under Det Britiske Imperiums storhedstid, og den markerer stadig i dag universel standardtid.
Hvis man rejser Jorden rundt og til stadighed stiller sit ur efter den lokale tidszone og samtidig stiller sin kalender en dag frem, hver gang uret viser midnat, vil kalenderen ved hjemkomsten afvige med en dag fra den korrekte dato. Det er derfor nødvendigt at indføre en linje, den internationale datolinje, hvor datoen skifter.
Ved passage fra vest mod øst mindskes datoen med én dag, mens den øges med én ved passage fra øst mod vest. Datolinjen forløber hovedsagelig langs 180°-meridianen midt gennem Stillehavet, men med buer uden om visse øer og sammenhængende landområder.
Linjen har ingen officiel status, og landområder i nærheden af 180° kan selv vælge, på hvilken side de vil ligge. Den hidtil seneste ændring af datolinjen var i 1995, da Kiribati flyttede en del af den så langt mod øst som 150° v.lgd., så hele republikken nu har samme dato.
Kommentarer (2)
skrev Frank Sørensen
Det oplyses, at der er 23 zoner á 15° og to zoner á 7½° rundt om kloden. De to zoner á 7½° findes ved 180°-meridianen.
Hvorfor er der ikke tilsvarende to zoner á 7½° ved 0°-meridianen ved Greenwich og således 22 zoner á 15°?
Med venlig hilsen
Frank Sørensen
skrev Rebecca Bailey
Kære Frank Sørensen
Jeg må blive dig svar skyldig - men jeg arbejder pt. på at få en fagansvarlig for kategorien kalender og tid, så jeg lader dit spørgsmål stå her, og når han eller hun er på plads, vil du få svar på dit spørgsmål.
Bedste hilsner
Rebecca
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.