Juliansk dato, en for astronomien nyttig fortløbende nummerering af døgn i en ekstrapoleret juliansk kalender, regnet fra 1.1.4713 f.Kr. kl. 12 GMT. Således har 13.7.2007 kl. 18 juliansk dato 2.454.295,25. Den julianske dato blev indført af Joseph Justus Scaliger i værket De emendatione temporum (1583) og navngivet efter hans far, Julius Cæsar Scaliger, og altså ikke efter Gajus Julius Cæsar, som indførte den julianske kalender.

1.1.4713 f.Kr. var en mandag i et skudår med solcirkel-nummeret 1 (se søndagsbogstav); samtidig er året det første år i en indiktionscykel (se indictio) og har gyldentallet 1 (se epakt). Denne situation indtræffer med 28∙15∙19 = 7980 års mellemrum, den julianske periode.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig