Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lufttryk

Oprindelig forfatter AWH Seneste forfatter Redaktionen

lufttryk, i meteorologisk forstand og i daglig tale det tryk, som atmosfæren udøver på jordoverfladen. Trykket er en kraft pr. arealenhed og udregnes som luftsøjlens samlede masse gange tyngdeaccelerationen.

Lufttryk måles i hPa (hektopascal, 1 Pa=1 N/m2); tidligere benyttedes enheden millibar eller mm Hg, dvs. længden i mm af den kviksølvsøjle, der skal til for at balancere luftens tryk.

Omsætning mellem enheder
atmbarPamm Hg
1 atm11,0131,013·105760
1 bar0,98691105750,1
1 Pa9,869·10-610-517,501·10-3
1 mm Hg1,316·10-31,333·10-3133,31

Luftens standardtryk, 1 atm, er sat til 1013,25 hPa, men trykket varierer meget, afhængigt af vejrsystemernes placering og udvikling. Målinger af lufttryk skal henføres til faste, ensartede forhold, hvis de skal benyttes til meteorologiske beregninger; først og fremmest skal målinger i en given højde reduceres til havoverfladen. Sådanne data om lufttryk spiller en væsentlig rolle for udarbejdelse af vejrudsigter: Linjer gennem punkter på et landkort, som har samme tryk, isobarer, udgør rygraden i vejrkort.

Annonce

De højest registrerede lufttryk er fra Sibirien på ca. 1085 hPa. Laveste kendte lufttryk, 856 hPa, blev målt i en tropisk orkan ved Okinawa. Under "århundredets storm" over Nordatlanten i januar 1993 var trykket ved Færøerne 915 hPa, da det var lavest.

Se også højtryk og lavtryk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel Walløe Hansen: lufttryk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=493737