Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

astronomiske instrumenter (Historie)

Oprindelig forfatter CThy Seneste forfatter Redaktionen

De første astronomiske instrumenter var relativt simple sigte- og måleinstrumenter. Et typisk eksempel er soluret, der ud over sin funktion som tidsmåler også kan anvendes til måling af solhøjden over horisonten og inddele årets gang, dvs. fungere som solkalender. I oldtid og middelalder konstrueredes instrumenter, der kunne måle stjernernes og planeternes positioner — kvadranter, sekstanter, astrolabier, Jakobsstave o.l. I 100-t. f.Kr. udviklede græske astronomer armillarsfæren, som måler positioner i forhold til et fast koordinatsystem. Det forblev et hovedinstrument for astronomien frem til renæssancen. I sidste fjerdedel af 1500-t. udviklede Tycho Brahe de kikkertløse instrumenter til deres højeste ydeevne.

Med opfindelsen af teleskopet (ca. 1608) opstod en helt ny æra i astronomien; også konstruktionen af penduluret (Galilei, Huygens) fra midten af 1600-t. var i høj grad medvirkende til en forbedret præcision af positionsmålingerne (se astronomiske ure).

De første linseteleskoper (refraktorer) havde relativt små linser med lille forstørrelse (ca. 30 gange), men de havde et væsentligt problem: Farvefejlen (kromatisk aberration), der skyldes, at lys med forskellig bølgelængde ikke brydes lige meget i en linse. Man ser således en stjerne som en række overlappende billeder i forskellige farver. Man forsøgte i 1600- og 1700-t. at løse dette problem fx ved at have en meget lang brændvidde, og kikkerterne blev derfor utrolig lange; der er eksempler på astronomer, som satte objektivlinsen fast i fx toppen af et kirketårn og holdt okularlinsen foran øjet, hvorved de opnåede fokallængder på op til 200 m. Men metoden var, som man kan forestille sig, særdeles upraktisk.

Annonce

Det var derfor et stort fremskridt, da man begyndte at anvende spejlkikkerter (reflektorer); denne type blev opfundet 1668 af Isaac Newton, men blev først praktisk anvendelig med John Hadleys instrumenter fra 1720'erne. En reflektor anvender et hulspejl i stedet for en linse; dette giver ingen farvefejl, idet lyset ikke skal passere igennem glas. Reflektoren har da også siden været den mest anvendte type. Refraktoren fik dog en renæssance fra midten af 1700-t., da det lykkedes instrumentmagere (bl.a. Joseph von Fraunhofer) at fremstille akromatiske linser, dvs. linser sammensat af to eller flere stykker glas med forskelligt brydningsindeks (fx kronglas og flintglas), hvorved farvefejl udlignes. I forsøgene på at observere længere ud i rummet blev teleskoperne stadig større — en konkurrence, der forlængst er vundet af reflektorerne, da spejle kan gøres meget større end linser; den største refraktor har således en linsediameter på 102 cm (Yerkes-observatoriet i Wisconsin, USA), mens den største reflektor (diameter 10 m) er Keckteleskopet, der er opstillet på Mauna Kea-bjerget på Hawaii.

Det er ikke kun af betydning, hvor "langt" kikkerten kan række, men også, hvordan den er opstillet. De første instrumenter var opstillet azimutalt, dvs. med en vandret og en lodret omdrejningsakse; de angav derfor højde og azimut (se astronomiske koordinater). For direkte at kunne aflæse rektascension og deklination skal kikkerten være opstillet ækvatorialt, dvs. med den ene akse pegende mod himlens nordpol (eller for den sydlige himmelkugles vedkommende mod himlens sydpol). Der findes også andre opstillinger af kikkerter, bl.a. i meridianen, dvs. hvor kikkerten kun kan dreje om en akse, der vender stik øst-vest. Denne opstilling benyttes til passageinstrumenter og meridiankredse, der anvendes til astrometri.

I slutningen af 1800-t. blev det efterhånden muligt at anvende fotografiet i forbindelse med teleskoper, og dette viste sig at være en stor fordel, selvom det krævede en særlig indretning af teleskopet. Den nu mest anvendte type er Schmidt-teleskopet, der i princippet er et stort fotografiapparat, som anvender en kombination af linser og spejle til at give skarpe billeder af større udsnit af himlen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Thykier: astronomiske instrumenter (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41306