Det galaktiske centrum, Mælkevejssystemets kerneområde, beliggende ca. 25.000 lysår fra Jorden i retning af stjernebilledet Skytten (Sagittarius). Det galaktiske centrum kan ikke observeres med normal (optisk) astronomisk teknik pga. store mængder lysabsorberende interstellart støv i det galaktiske plan. Derimod blev det galaktiske centrum den først observerede astronomiske radiokilde (K.G. Jansky, 1932). Området kan også observeres ved infrarød-, røntgen- og gammabølgelængder. Radiostrålingen udsendes fra et kompleks, Sagittarius A (Sgr A), omkring et yderst kompakt objekt, Sgr A*, på størrelse med det indre solsystem; objektet formodes at markere Mælkevejssystemets dynamiske centrum. Sgr A* er sandsynligvis et sort hul med en skønnet masse på ca. fire mio. solmasser og omgivet af en accretionsskive, radiokilden Sgr A (Vest). Centret indeholder også den formodede supernovarest Sgr A (Øst) og en af de største kendte molekylære skyer, Sgr B2.