Lord Rosse, opr. William Parsons, 17.6.1800-31.10.1867, irsk astronom; far til Charles Parsons. Rosse konstruerede et 183-cm-spejlteleskop kaldet The Leviathan of Parsonstown. Det stod færdigt i 1845 og var verdens største indtil 1917. Spejlet var resultatet af en lang række forsøg og bestod af en legering af kobber og tin, som med en dampdreven motor blev poleret til stor blankhed. Med teleskopet opdagede han spiralstrukturer i flere stjernetåger, bl.a. i den såkaldte Hvirvelstrømsgalakse, M51. Den danske astronom J.L.E. Dreyer var en overgang ansat som observator hos lord Rosse.