Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

amatørastronomi

Oprindelig forfatter BFJ Seneste forfatter Redaktionen

Amatørastronomi bør nævnes som et felt, inden for hvilket aktiviteterne i mange tilfælde har et meget professionelt niveau.

Amatørastronomer er i modsætning til fagastronomer som regel ikke uddannet som sådanne på et universitet; de har ofte selv udviklet deres kundskaber i astronomi og specialiseret sig i enkelte delområder.

I takt med at udstyr som teleskoper, CCD-kameraer og computere er blevet stadig mere tilgængelige udføres megen amatørastronomi på et professionelt niveau, ligesom der ofte foretages samarbejde mellem fagastronomer og amatører. Mange amatører har kraftige teleskoper af god kvalitet og er i stand til at iagttage objekter, som fagastronomerne ikke har tid og kapacitet til at følge i længere tid ad gangen. Bidrag fra amatører har været og er af stor vigtighed inden for studiet af bl.a. variable stjerner, dobbeltstjerner, eftersøgning af novae og supernovae samt af kometer, osv. Endvidere indkommer der så meget data fra observatorier, at professionelle astronomer ikke har mulighed for at gennemgå mængden i tilstrækkelig detalje. Derfor er der opstartet projekter på internettet som Galaxy Zoo, hvor amatører og andre interesserede kan deltage i egentligt videnskabeligt arbejde med at klassificere observationerne.

Annonce

Tidligere tiders astronomer var i en række tilfælde lønnet af landets regent eller levede af gaver fra rige familier med interesse for astronomi. I nogle tilfælde var astronomen selv formuende, byggede eget observatorium og bidrog med epokegørende resultater til gavn for den astronomiske forskning.

I vore dage er den astronomiske frontforskning et internationalt anliggende for fagastronomien, mens amatørastronomien er blevet et forum, hvor alle med interesse for astronomi kan udfolde sig. I Danmark findes adskillige amatørastronomiske foreninger, hvis aktiviteter dækker bl.a. møder, foredrag, læsekredse, bladudgivelser, observationer og beregninger.

Læs mere om astronomi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Frank Jørgensen: amatørastronomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41292