Arkæo-astronomi, forskningsgren, der ud fra opmålinger af forhistoriske monumenter søger at påvise betydelig astronomisk indsigt hos disses bygmestre. De første arkæo-astronomiske værker fremkom i slutningen af 1800-t. og handlede især om de egyptiske pyramiders orientering efter himmellegemerne. Også fænomener som Solens indfald i det store tempel i Abu Simbel var man opmærksom på.

Interessen for arkæo-astronomi forstærkedes, da den britiske astronom Gerald S. Hawkins (1928-2003) i 1963 påviste, at visse vinkler i det engelske Stonehenge angiver bestemte sol- og månepositioner. Tilsvarende opdagelser gjorde man med de store neolitiske jættestuer New Grange og Dowth i Irland og Maes Howe på Orkneyøerne samt senere monumenter som skibssætningen Ales stenar i Skåne.

I Danmark har statsskovrider Einar Laumann Jørgensen forsket i de såkaldte rillesten, mens astronomen Claus Clausen (f. 1956) siden 2003 har publiceret sine undersøgelser af danske jættestuers orientering efter fuldmånens opgang ved måneformørkelser.

Arkæo-astronomi er stadig omstridt i forskerkredse, bl.a. fordi en del i sig selv bemærkelsesværdige observationer og hypoteser fremsættes i pseudovidenskabelig form.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig