Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

arkæo-astronomi

Oprindelig forfatter Fersl Seneste forfatter PKN

arkæo-astronomi, forskningsgren, der ud fra opmålinger af forhistoriske monumenter søger at påvise betydelig astronomisk indsigt hos disses bygmestre. De første arkæo-astronomiske værker fremkom i slutningen af 1800-t. og handlede især om de egyptiske pyramiders orientering efter himmellegemerne. Også fænomener som Solens indfald i det store tempel i Abu Simbel var man opmærksom på.

Interessen for arkæo-astronomi forstærkedes, da den britiske astronom Gerald S. Hawkins (1928-2003) i 1963 påviste, at visse vinkler i det engelske Stonehenge angiver bestemte sol- og månepositioner. Tilsvarende opdagelser gjorde man med de store neolitiske jættestuer New Grange og Dowth i Irland og Maes Howe på Orkneyøerne samt senere monumenter som skibssætningen Ales stenar i Skåne.

I Danmark har statsskovrider Einar Laumann Jørgensen forsket i de såkaldte rillesten, mens astronomen Claus Clausen (f. 1956) siden 2003 har publiceret sine undersøgelser af danske jættestuers orientering efter fuldmånens opgang ved måneformørkelser.

Annonce

Arkæo-astronomi er stadig omstridt i forskerkredse, bl.a. fordi en del i sig selv bemærkelsesværdige observationer og hypoteser fremsættes i pseudovidenskabelig form.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Fersling: arkæo-astronomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40214