Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

arabisk astronomi

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

arabisk astronomi, skal her forstås som planetastronomi skrevet på arabisk; forfatterne var tit jøder, persere eller fra andre folkeslag. Blomstringstiden går fra 800-t. til 1400-t.; virksomhed af betydning for islam, ikke mindst inden for kalendervæsen, fortsætter senere, men skal ikke behandles her. Se også kalender (islamisk).

De første kendte værker har været skrevet ved kalif al-Mansurs hof i Baghdad kort efter 762, hvor byen blev grundlagt. Det har drejet sig om sæt af regler og tabeller (zij), bearbejdet efter indiske og persiske kilder, som måske allerede har været indført før 700-t.s midte. Disse bearbejdelser er alle gået tabt. De astronomiske beregninger tjente oftest astrologiske formål; det kendteste navn fra denne tid er også astrologen Masha-allah, som medvirkede ved Baghdads grundlæggelse. En del af hans skrifter er bevaret og fik senere stor indflydelse. Et vigtigt skrift om astrolabiet tillægges også ham, og der nævnes andre instrumentmagere fra tiden.

Kaliffen al-Mamun oprettede et observatorium i Baghdad; der udførtes Sol- og Måneobservationer ca. 830, bl.a. ved Habash al-Hasib og Yahya ibn abi Mansur. Dette medførte forskellige forbedrede tabelværker; de vigtigste skyldtes Muhammad ibn Musa al-Khwarizmi (Algorismi). At dømme efter de bearbejdelser, der er bevaret, var han stadig ret indisk påvirket. De græske skrifter var ellers ved at vinde frem; skrifter af Ptolemaios forelå måske allerede oversat ca. 800, og hans Almagest blev senest oversat kort før 830. Den første beskrivelse af planetteori, ved al-Farghani, var ptolemæisk og blev brugt i Vesten som lærebog indtil renæssancen. Under al-Mamun virkede også astrologen Abu Mashar.

Annonce

Fra perioden 850-950 kendes kun enkelte vigtige skrifter. Thabit ibn Qurra er i astronomien mest kendt for den sejlivede hypotese om forårspunktets periodiske bevægelse. Al-Battani skrev i Raqqa ca. 880 en zij med en omfattende revision af Ptolemaios' talværdier, delvis efter sine egne observationer.

Omkring år 1000 finder man igen en del forskere i virksomhed, fra Indien i øst til Spanien i vest. I Baghdad oprettedes i 980'erne, under persiske sultaners herredømme, atter et observatorium. Astronomerne var bl.a. al-Sufi og Abu al-Wafa; denne var en af de sidste, der kommenterede Ptolemaios på arabisk. I Cairo stiftedes samtidig et observatorium. Her forfattede Ibn Yunus (d. 1009) sin "hakemitiske" zij, opkaldt efter den regerende kalif al-Hakim. Ibn al-Haytham (Alhazen) er kendt som fortaler for den opfattelse, at planetsfærerne er massive. Desuden kritiserede han Ptolemaios for ikke altid at følge princippet om en jævn cirkelbevægelse i planetmodellerne. I Afghanistan virkede al-Biruni, som var Indiensforsker, og han er bl.a. herigennem en vigtig kilde til tidligere arabisk astronomi. I Vesten blev han dog lidet kendt.

I Spanien havde Córdoba ca. 960 udviklet sig til lærdomssæde, og nyhederne fra Østen forplantede sig hurtigt hertil. Den første betydende spansk-arabiske forsker er Maslama al-Majriti (d. før 1007), som omarbejdede al-Khwarizmis værker. Op imod år 1000 nåede, igennem det kristne Nordspanien, også de første få arabiske tekster og instrumenter frem til det latinske Europa. Den spansk-arabiske virksomhed fortsatte 1000-t. igennem. Hovedpersoner er historikeren Ibn Said (d. 1070) og instrumentmageren al-Zarqali (d. ca. 1087), der virkede i Toledo og Córdoba. Begge har at gøre med de såkaldte Toledotabeller, der blev meget udbredt i latinske oversættelser. Al-Zarqali opfandt også et forbedret astrolabium.

1100-t. var den store tid for oversættelser fra arabisk til latin, lige fra Adelard af Bath (ca. 1126) til Gerhard af Cremona (ca. 1175). Herigennem blev den græske matematiske astronomi endelig gjort brugbar i Vesten, mest i arabiske bearbejdelser med deres forbedrede regnemetoder og talværdier. Det samme blev den arabiske astrologi, og også den fik en umådelig udbredelse langt op i nyere tid.

Siden 1100 fik kun ganske få arabiske forfattere betydning i Europa. I Sevilla leverede Jabir ibn Aflah (d. ca. 1150) en kritik og forbedring af Ptolemaios' trigonometri. En helt anden slags antiptolemæisk strøm blev sat i gang af al-Bitruji, der søgte at vende tilbage til de oldgræske naturfilosoffers billede af planetsfærerne som koncentriske kugleskaller. Teorien var regnemæssigt ubrugelig, men kosmologisk bekvemmere end Ptolemaios', og blandt Vestens filosoffer blev den meget drøftet.

Af forskere, der fik betydning i Østen, skal endnu kun nævnes: Nasir al-din al-Tusi, leder af et observatorium i Maragheh (Iran), indstiftet 1259 af mongolkhanen Hulagu; Ibn al-Shatir (d. ca. 1375), embedsmand ved den store moské i Damaskus; endv. al-Kashi på observatoriet ved Samarkand, oprettet 1420 af den tyrkiske hersker Ulugh Beg. De forblev alle i den ptolemæiske tradition, men al-Tusi og Ibn al-Shatir forsøgte på hver sin måde at forbedre Ptolemaios' planetmodeller, så at alle cirkelbevægelser blev jævne. Det samme stræbte Kopernikus efter, og der er utvivlsomme lighedspunkter i metoderne, men en direkte påvirkning har man ikke kunnet påvise.

Referér til denne tekst ved at skrive:
arabisk astronomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39462