Al-Sufi, 903-986, persisk astronom, der virkede ved hoffet i Baghdad. Hans vigtigste værk er et stjernekatalog fra 964. Det indeholdt ca. 1000 stjerner, hvis positioner han overtog fra Ptolemaios, idet han dog korrigerede deres længde for præcessionen i den mellemliggende tid med 12°42′. Han anførte også stjernernes størrelsesklasse, men med værdier ud fra egne observationer, hvorfor kataloget er en værdifuld kilde til viden om ændringer i stjerners lysstyrker i tidens løb. Kataloget blev udgivet i 1874 af H.C.F.C. Schjellerup. I kataloget nævnes Andromedagalaksen, som først blev kendt i Europa efter kikkertens opfindelse omkring 1610.