Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

renæssancen - naturvidenskab

Oprindelig forfatter Kragh Seneste forfatter Redaktionen

Renæssancen. Tre muskelmænd fra Andreas Vesalius' anatomiske værk De corporis humani fabrica (1543, Om indretningen af det menneskelige legeme; kendt som De fabrica). De er tegnet på grundlag af de obduktioner, Vesalius udførte, bl.a. på henrettede forbrydere, og er af en nøjagtighed, der kan måle sig med moderne værker. I 1903 blev det opdaget, at landskaberne i baggrunden danner et sammenhængende panorama, hvis billederne spejlvendes som her; træskæreren har formentlig vendt landskabet forkert, da han overførte det til de anatomiske tegninger.

Renæssancen. Tre muskelmænd fra Andreas Vesalius' anatomiske værk De corporis humani fabrica (1543, Om indretningen af det menneskelige legeme; kendt som De fabrica). De er tegnet på grundlag af de obduktioner, Vesalius udførte, bl.a. på henrettede forbrydere, og er af en nøjagtighed, der kan måle sig med moderne værker. I 1903 blev det opdaget, at landskaberne i baggrunden danner et sammenhængende panorama, hvis billederne spejlvendes som her; træskæreren har formentlig vendt landskabet forkert, da han overførte det til de anatomiske tegninger.

Renæssancen er som videnskabshistorisk periode ikke veldefineret og må dateres fra ca. 1450 til begyndelsen af 1600-t. Generelt var tidsånden ikke gunstig for matematik og naturvidenskab, og universiteterne var ofte konservative institutioner, hvor disse fag havde lav prioritet. Mange af tidens store humanister fx Erasmus af Rotterdam havde ikke forståelse for det videnskabelige studium af naturen. Alligevel foregik der væsentlige fremskridt i perioden.

Renæssancevidenskaben havde to rødder. Den ene, som den havde fælles med humanismen, var baseret på opdagelsen og oversættelsen af en række af oldtidens mesterværker, bl.a. af Galenos, Lucrets, Kelsos, Ptolemaios og Archimedes. Disse inspirerede forskerne og var ofte afgørende for deres nye teorier. Kopernikus' banebrydende De revolutionibus (1543) stod således direkte i gæld til Ptolemaios' Almagest. Tilsvarende var N. Tartaglia, G. Cardano og Giovanni Benedetti (1530-90) i Norditalien inspireret af Archimedes i deres arbejder om mekanik. Forholdet til de klassiske autoriteter var ikke entydigt. Mens nogle naturfilosoffer i det væsentlige anerkendte Aristoteles og Galenos, var der andre, som tog afstand fra humanisternes beundring for oldtiden. Hertil hørte bl.a. Paracelsus og Robert Fludd, to af de mest typiske og indflydelsesrige renæssanceforskere.

Den anden vigtige faktor i renæssancens videnskab var den store interesse for neoplatoniske, kabbalistiske og hermetiske tekster. Af særlig betydning var oversættelsen 1471 af Det hermetiske corpus (se hermetisme). Sådanne mystisk-religiøse systemer var i 1500-t. af stor betydning og en integreret del af videnskaben. Mysticismen førte til mange okkulte studier, men også til videnskabelige innovationer. Numerologiske argumenter var af betydning for matematikken og spillede en stor rolle for bl.a. Keplers astronomi. Troen på en enhed mellem det himmelske og det jordiske var almindelig og førte til en række mikrokosmos-makrokosmos-analogier, som var afgørende for udviklingen i medicin, kemi og astronomi. Hvad man kaldte "naturlig magi", var et ambitiøst og anerkendt forsøg på at skabe et forenet religiøst-videnskabeligt verdensbillede.

Annonce

I forhold til middelalderen var der i renæssancen en langt større interesse for at inddrage erfaringer og praktisk viden fra fx håndværk, søfart, krigskunst og minedrift. Dette førte til klassiske afhandlinger som G. Agricolas beskrivelse af bjergværksdrift, De re metallica (1556), og den italienske metallurg Vannoccio Biringuccios (1480-ca. 1539) værk om krudt og fyrværkeri, De la pirotechnia (1540).

Inden for de medicinske videnskaber ydede Vesalius et vigtigt bidrag med De fabrica (1543), der er berømt for sine anatomiske illustrationer og påpegning af fejl hos Galenos. Vesalius brød dog ikke afgørende med den galenske tradition. Et sådant brud findes heller ikke klart hos W. Harvey, der i De motu cordis (1628) argumenterede for blodets kredsløb og hjertet som en blodpumpe. Det er karakteristisk for perioden, at Harveys berømmede opdagelse til dels skete ud fra neoplatoniske argumenter og blev forsvaret af mystikeren Fludd. Først senere blev opdagelsen rationaliseret som indledningen til videnskabelig fysiologi.

Sammen med medicinen, og ofte i tilknytning til denne, var kemien anerkendt som en grundlæggende videnskab og havde en ganske anderledes status, end den senere fik. I det meste af perioden var kemi og alkymi to sider af samme sag og var stærkt påvirkede af neoplatoniske og hermetiske tankegange. Samtidig havde den også et stærkt empirisk element, og renæssancens kemisk-alkymistiske laboratorier var et vigtigt grundlag for senere eksperimentalvidenskab. Paracelsus' opfattelse af kemien var mystisk-religiøs og omfattede via mikrokosmos-makrokosmos-analogien også mennesket. Dette var baggrunden for den vigtige iatrokemiske skole (se iatrokemi). Andre af tidens kemikere som Libavius og tyskeren Daniel Sennert (1572-1637) imødegik alkymi og de strømninger, Paracelsus stod for, herunder et radikalt brud med de græske autoriteter.

Selvom renæssancens form for videnskab kan forekomme meget forskellig fra den senere "rigtige" videnskab, var der en vis kontinuitet. Videnskabsmænd som Tycho Brahe, William Gilbert, Kepler, Robert Boyle og Newton var dybt påvirkede af renæssancens mystiske form for videnskabelighed, herunder astrologi, kabbalisme og alkymi. Som Tycho Brahes astronomiske arbejder viser, kunne disse aspekter godt forenes med præcise iagttagelser og fremskridt i målemetoder. Se også matematik (historie).

Læs om renæssancen i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Kragh: renæssancen - naturvidenskab i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=150355