John Bahcall, 30.12.1934-17.8.2005, amerikansk astrofysiker, professor ved Institute for Advanced Study i Princeton, USA. Bahcall var en af neutrinofysikkens pionerer. I 1964 foreslog han s.m. Raymond Davis, at man kunne få viden om Solens indre ved at måle den strøm af neutrinoer, den udsender. Det viste sig, at der var en klar afvigelse mellem Bahcalls forudsigelser og Davis' og andres målinger, hvilket i slutningen af 1990'erne førte til opdagelsen af, at neutrinoen har en hvilemasse større end nul.