Johann Bayer, 1572-7.3.1625, tysk astronom, som i 1603 udgav Uranometria, det første atlas over hele stjernehimlen, som den kunne ses med det blotte øje. Det medtager over 2000 stjerner, hvoraf 1000 stammer fra Tycho Brahes observationer. Kortene over den sydlige halvkugle fik han fra hollandske søfarere. Af disse sydlige stjerner føjede Bayer 12 nye stjernebilleder til de 48 eksisterende. I Uranometria navngives stjernerne i et stjernebillede med græske bogstaver efterfulgt af genitivformen af stjernebilledets navn, i reglen efter faldende lysstyrke; disse betegnelser anvendes stadig for ca. 1300 stjerner; således hedder fx Lyrens klareste stjerne Vega også α Lyrae.