Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Giovanni Domenico Cassini

Oprindelig forfatter KES Seneste forfatter Redaktionen

Giovanni Domenico Cassini, fra 1673 Jean Dominique, 8.6.1625-14.9.1712, italiensk-fransk astronom, som især er kendt for værdifulde observationer af Jupiter og Saturn, men også for at have bestemt afstanden til Mars, hvad der gjorde det muligt at bestemme afstandene i Solsystemet ret præcist. Allerede i 1665, mens han var professor i Bologna, målte han med stor præcision Jupiters rotationsperiode. En efterfølgende tabellering af de fire store Jupitermåners bevægelser blev senere benyttet af Ole Rømer til at bestemme lysets hastighed. Cassini blev direktør for det nye observatorium i Paris i 1671, og her opdagede han fire af Saturns måner og gjorde opmærksom på det store mellemrum mellem Saturns ringe, som nu kaldes Cassinis deling; han forklarede ligeledes ringenes natur. Desuden beskrev og navngav han zodiakallyset.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Erik Sørensen: Giovanni Domenico Cassini i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54832