Dionysius Exiguus, (2. led lat. exiguus 'den lille'), d. ca. 550, romersk munk og teolog. Dionysius er ifølge traditionen ophavsmand til den kristne kronologi. Ifølge denne nummereres årene med udgangspunkt i Kristi fødsel. Den dionysiske æra blev taget i brug omkring år 525 og erstattede den æra, der havde udgangspunkt i byen Roms grundlæggelse. Dionysius satte det 754. år efter Roms grundlæggelse som Kristi fødeår, altså som år 1. Selvom Karl den Store brugte den nye tidsregning, blev den dog først almindelig i 900-t. Se også kronologi.