• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pierre de Fermat

Oprindelig forfatter KiAn Seneste forfatter Redaktionen

Pierre de Fermat.

Pierre de Fermat.

Pierre de Fermat, 17.8.1601-12.1.1665, fransk matematiker. Pierre de Fermat var uddannet jurist og virkede som sådan i Toulouse fra 1631 til sin død. Han korresponderede med adskillige matematikere, og flere af hans nye erkendelser findes i hans breve. Andre beskrev han i korte afhandlinger, som han lod cirkulere blandt matematikere. Hans idéer havde rødder i den klassiske græske matematik og i F. Viètes analytiske tilgang til matematikken.

Ved at kombinere sine inspirationskilder udviklede han nye metoder, fx til at behandle geometriske problemer analytisk. I samtiden var han mest kendt for metoder, der var forløbere for den senere differential- og integralregning. Han udviklede bl.a. en algoritme til at bestemme ekstrema i et polynomium. Eftertiden kender ham bedst for hans bidrag til talteorien — ofte kaldes han ligefrem teoriens skaber. Mange af hans resultater blev fremsat som formodninger; en af disse, også kaldet Fermats store sætning, blev en udfordring for matematikere i mere end 300 år.

Endvidere viste Pierre de Fermat og Blaise Pascal i en brevveksling fra 1654, hvordan man kan regne eksakt på chancerne for at vinde i spil. Fermat blev dermed en af foregangsmændene for sandsynlighedsregningen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsti Andersen: Pierre de Fermat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75241