• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Richard P. Feynman

Oprindelig forfatter ClJe Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/9058/=ud_a_60954.mp3?revision=1

Richard P. Feynman, Richard Phillips Feynman, 11.5.1918-15.2.1988, amerikansk fysiker. Richard P. Feynman var uddannet på MIT (Massachusetts Institute of Technology) og fik sin ph.d på Princeton University i 1942 under J. Wheeler; i årene 1943-45 deltog han i Manhattanprojektet; fra 1950 og resten af sit liv var han tilknyttet California Institute of Technology (Caltech).

Richard P. Feynman fik sammen med J.S. Schwinger og S. Tomonaga nobelprisen i fysik i 1965 for sit arbejde med den såkaldte kvanteelektrodynamik, der teoretisk beskriver samspillet mellem elektromagnetisk stråling, elektroner og positroner. Her lykkedes det Feynman at løse de tilbageværende problemer med at forene resultaterne fra kvantemekanikken med relativitetsteorien og dens ubestemthedsprincip. I forbindelse med dette arbejde udviklede han Feynman-diagrammet, som på en enkel og anskuelig måde muliggør komplicerede beregninger af elementarpartiklers vekselvirkning.

Feynman vandt imidlertid ikke blot indflydelse i kraft af sine videnskabelige teorier, men i meget høj grad også i kraft af sin karismatiske og uhøjtidelige stil, hvor elementer af leg, overlegen begavelse og intuition indgik i en meget frugtbar og kreativ kombination. Disse egenskaber gjorde desuden Feynman til en af 1900-t.s mest inspirerende formidlere af naturvidenskab, bl.a. dokumenteret i en række tv-udsendelser og i de skelsættende The Feynman Lectures on Physics (1963-65).

Annonce

Richard P. Feynmans stil og personlighed har givet anledning til en lang række anekdoter om hans evne til respektløst og tilsyneladende ubesværet at overvinde enhver forhindring; Feynman udgav selv en samling af disse historier, Surely You're Joking, Mr. Feynman! (1985). Feynman spillede en afgørende rolle i havarikommissionen efter rumfærgen Challengers eksplosion i 1986.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Jensen: Richard P. Feynman i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75449