Risiko, udtryk for sandsynlighed og konsekvenser af en uønsket hændelse, i daglig tale dog ofte kun om sandsynlighed.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet risiko kommer af italiensk risico, afledning af risicare 'sætte på spil, vove', af uvis opr.
Sandsynligheden eller hyppigheden udtrykkes ved antallet af forekomster af en hændelse i løbet af en vis tidsperiode, fx antal ulykker pr. år, eller i forhold til en vis mængde, fx antal trafikdrab pr. antal kørte kilometer. Konsekvenserne i disse eksempler er ulykke eller dødsfald.
Der findes ikke en almen matematisk definition af risiko, men der arbejdes på at skabe en sådan inden for forskellige anvendelsesområder og i internationale standardiseringsorganer.
Riskobegrebet fik sin praktiske anvendelse inden for nuklear sikkerhed (kernekraftuheld) i 1970'erne, hvor risiko blev defineret som produktet af sandsynligheden for en hændelse og antallet af døde ved hændelsen, dvs.
risiko = sandsynlighed × konsekvens.
Senere blev denne definition af risiko anvendt inden for mange andre områder, bl.a. flysikkerhed og maritim sikkerhed, trafiksikkerhed, konstruktion, sundhedsvidenskab, økologi, miljø, økonomi, planlægning og beslutningsteori. Der er udviklet statistiske metoder til analyse af observationer og data, der kan benyttes ved bestemmelse af sandsynligheder for hændelser, ligesom der findes metoder til konsekvensberegninger, der er specifikke for hvert anvendelsesområde.
I forbindelse med risiko benyttes forskellige metoder eller udtryk:
Risikoanalyse er en systematisk metode til at identificere og beskrive risikoen ved en aktivitet.
Risikovurdering er en bedømmelse af betydningen af risikoanalysens resultater og tjener derved som grundlag for beslutning om evt. at indføre begrænsninger eller ændringer i aktivitetens udførelse.
Risikooplevelse beskriver den individuelt oplevede risiko, hvor der oftest er forskel mellem opfattelsen blandt personer, der har en nytte eller fordel af aktiviteten, og personer, der har gener eller et minimum af nytte.
Risikostyring (eng. risk management) er et system til håndtering af risikoen ved en aktivitet og omfatter tilsyn, kontrol og løbende opfølgning af aktiviteten og dens risiko.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.