Transmission, overføring af bevægelse, kræfter, momenter, arbejde og energi til en maskindel eller lignende. Overføringen kan ske med en mekanisk transmission udformet som tandhjulsgear (se gear og gearkasse), snekkegear, remtræk (fx på ældre drejebænke), kædetræk (fx på en cykel), taljetræk (fx til manuelle løfteopgaver) eller ved en flerledsmekanisme (fx i symaskiner og stempel/plejlstang/krumtap-mekanisme i forbrændingsmotorer).
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet transmission kommer af latin transmissio 'overførelse', af trans- og missus 'sendt', perf.part. af mittere 'sende'.
Andre transmissionssystemer benytter hydraulik (hydrostatisk transmission), pneumatik (trykluft; pneumatisk transmission), elektronisk styret elektrisk motortransmission eller hybride transmissioner udformet ved kombinationer af de ovenfor nævnte. En servomekanisme og et servosystem udgør en særlig gruppe af transmissioner egnet til anvendelser, der udnytter servostyring af bevægelser, kræfter og momenter for bl.a. maskiner, køretøjer, kraner, fly, rumfartøjer, skibe og undervandsfartøjer.
Mht. stærkstrømstransmission, naturgastransmission og fjernvarmetransmission, se transmissionsnet.
Mht. teletransmission, datatransmission og signaltransmission, se telekommunikation.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.