Jordmateriel, materiel, der anvendes til en eller flere af funktionerne læsse, transportere, afrette, planere og komprimere jord.

Mest almindelige er dozere, som er traktorer på larvebånd eller gummihjul forsynet med en kraftig ramme, der fortil bærer en konkavt formet stålplade (dozerbladet), som kan bevæges hydraulisk op og ned. Dozere anvendes til jordflytning over korte afstande, 50-70 m, men bruges også til træfældning og rodoptagning og til at skubbe andre typer materiel under jordfyldning. På visse maskiner kan dozerbladet skråtstilles i lodret plan og anvendes da til bl.a. fremstilling af V-formede render. En sådan dozer benævnes tiltdozer. Monteres dozerbladet skråtstillet i vandret plan, kan dozeren føre materialet ud til siden, som det fx er tilfældet ved snerydning.

Læssemaskiner er traktorer med et bredt læssetrug, hvormed jord eller andet materiale kan løftes og læsses på lastvogne eller dumpers. En læssemaskine med gummihjul kaldes en gummiged, mens en læssemaskine med larvebånd benævnes traxcavator.

Scrapere anvendes til at grave og transportere jord. De er forsynet med en kasse, der fyldes under scraperens fremadkørsel, ved at kassens bund sænkes fortil, således at jordlag kan afhøvles. Ved tømning sænkes bunden igen, og en forskydelig væg i kassen føres frem og presser jorden ud. Der benyttes i princippet to typer af scrapere: bugserscrapere og motorscrapere. Bugserscrapere trækkes af en separat traktor, mens motorscrapere kører ved egen kraft, idet de dog under læsning normalt skubbes af en dozer. Bugserscrapere benyttes på mindre afstande, 100-300 m, mens motorscrapere anvendes over strækninger på 200-1000 m. Gravemaskine i kombination med lastvogne eller dumpers er også en hyppigt anvendt materielkombination til læsning og flytning af jord.

En grader er en gummihjulstraktor forsynet med et blad mellem forreste og bageste aksel. Bladet kan hæves og sænkes samt drejes i såvel vandret som lodret plan. Gradere anvendes til afretning og planering af jord ved bygge- og anlægsarbejder og til vedligeholdelse af jordveje.

Til komprimering af jord er tromlen det mest almindelige materiel.

Se også gravemaskine.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig