Vickers-hårdhed

Vickers-hårdhed, HV, i metallografien almindelig anvendt mål for et materiales hårdhed. Målemetoden, der er udviklet i 1920'erne af ingeniører på Vickers Ltd. i England, består i at lade en pyramideformet diamantspids med 136° topvinkel under roligt stigende belastning trænge ned i en poleret overflade, hvorefter indtrykkets diagonaler opmåles under mikroskop. Hårdhedstallet fremkommer som kvotienten mellem lasten i kg og det plastisk deformerede areal i mm². Oftest anvendes belastninger på 10-100 kg som nærmere anført i Dansk Standard.

Vickers-metoden er bedst til homogene, finkornede materialer, og den kan anvendes på alt, fra de blødeste tinlegeringer til de hårdeste speciallegeringer. Da metoden kræver polerede overflader, må der i reglen udskæres et passende prøveemne, som undersøges i laboratoriet. Med specialudstyr, som tillader små belastninger, 25-200 g, kan man endda måle mikrohårdheden af metallernes enkelte faser. Som eksempler er hårdheden af messing 75-100 HV, blødt stål 100-150 HV, hærdet stål 450-950 HV og hårdmetal 1000-1500 HV. Det har vist sig, at Vickers- og Brinell-hårdhederne er sammenfaldende i området op til ca. 300. Se også hårdhedsmåling og Rockwell-hårdhed.