Kystsikring. Skråningsbeskyttelse anvendes især til sikring af skræntfoden mod erosion ved kraftige bølger og højvande. Beskyttelsen kan dog ikke hindre, at kystprofilet rykker tilbage. Høfder fanger en del af det sandmateriale, som af bølger og strøm føres langs kysten (luvsidetilsanding). Stranden bliver herved højere, hvorved bølger under stormhøjvande har sværere ved at erodere kysten. Høfder forøger dog erosionen af kysten på bølgelæsiden (læsideerosion). Bølgebrydere fremmer aflejring af sand på læsiden, hvorved stranden vokser frem i tunger, som under visse forhold kan nå bølgebryderne. Formationen benævnes da tombolo. Ved kystfodring er bølgebrydere velegnede til at afgive sandet gradvis. Ill.: Gram Gl. Skole/HM efter Hans F. Burcharth.

.

Kystsikring. Udgifter til kystsikring af den jyske vestkyst fra Lodbjerg til Nymindegab. Ill.: Kystinspektoratet/Gram Gl. Skole/HM.

.

Kystsikring, kystbeskyttelse, beskyttelse af kyster vha. kystsikringsanlæg for at fastholde den eksisterende kystlinje og hindre værdifulde arealer, fx frugtbar landbrugsjord, bebyggelser og rekreative områder, i at blive opslugt af havet.

Kystnedbrydning kan mindskes og til tider standses på følgende principielt forskellige måder: ved at forstærke kysten med bygværker som fx høfder og diger, således at den yder større modstand mod erosion; ved kystfodring, dvs. kunstig tilførsel af materiale til erstatning af det eroderede materiale; ved at vedligeholde og stimulere dannelse af klitter, som er naturskabte forsvarsværker.

De forskellige kystsikringsmetoder kombineres ofte for at få den optimale virkning. Kystsikringen i Danmark forestås af Kystdirektoratet.

Bygværker

Bygværker griber ind i de naturlige materialeomlejringsforhold. Forståelse af deres virkemåde kræver derfor indsigt i kystzonens materialetransport, der styres af bølger og strøm (se kyst). Bygværker kan inddeles efter deres formål og placering på kysten:

Skrånings- eller skræntfodsbeskyttelse udføres for at forhindre, at bølger ved højvande eroderer direkte i foden af skråninger og skrænter. Er der store sten til rådighed, foretrækkes en stenskråningsløsning, opbygget med filterlag for at hindre, at bølgerne udvasker skrænt- og fyldmateriale igennem dækstenene. Skråningsbeskyttelsen føres så højt op, at opskyl ikke kan bagskære sikringen.

Ligeledes må foden af sikringen føres så dybt ned i stranden, at der selv ved erosion af stranden ikke sker underskæring, der medfører sammenbrud af stenskråningen. Hvor der ikke er adgang til større sten, anvendes dæklag af betonblokke. Asfaltbelægning kan også anvendes som overfladelag. De glatte overflader giver for samme skråningshældning dog højere opskyl og tillige et nedskyl, der lettere eroderer stranden.

Hvor der ikke er plads til en skråningsløsning, hvilket ofte er tilfældet, hvor veje og promenader er bygget langt ud på den naturlige strandbred, anvendes lodrette vægge, i reglen bygget som massive betonstøttemure.

Imidlertid reflekteres bølgerne kraftigt på lodrette vægge, hvilket medfører stor erosion af stranden, såfremt der ikke udføres erosionssikring, eller stranden består af hårde aflejringer, fx stærk moræneler.

På en kyst, der rykker tilbage, vil en skråningsbeskyttelse alene ikke stoppe erosionen, idet sikringen ikke forhindrer erosion af den resterende del af kystprofilet, som bliver gradvis stejlere. Vanddybden vil derfor øges, hvilket betyder adgang for større bølger og dermed øgede eroderende kræfter.

Diger opføres, hvor strandbaglandet er så lavt, at det overskylles ved stormflod, se dige.

Høfder er konstruktioner af træpæle, sten eller betonblokke, som føres vinkelret ud fra kysten med det formål at opsamle en del af den langsgående materialetransport. Jo længere høfden er, jo voldsommere er problemet med såkaldt læsideerosion (se også luvsidetilsanding), og Kystinspektoratet har derfor afkortet nogle af høfderne på Jyllands vestkyst og i øvrigt ikke opført høfder i de senere år. Se også høfde.

Bølgebrydere er korte, kystparallelle konstruktioner, som med nogen indbyrdes afstand placeres et stykke fra stranden. Virkningen består dels i, at konstruktionen i sin længde absorberer og reflekterer bølgeenergi, dels i, at der i det roligere vandområde mellem bølgebryder og land bundfældes sedimenter, således at stranden vokser frem. Sidstnævnte forudsætter, at der er materialevandring på kysten.

Er afstanden fra land kortere end bølgebryderens længde, vil stranden ved såkaldt tombolo-dannelse blive landfast med bølgebryderen. Er afstanden imellem bølgebryderne desuden lille, vil der dannes næsten cirkelformede strande (pocket beaches) imellem konstruktionerne, hvilket er en populær form for dannelse af turistbadestrande i Middelhavslandene.

Tombolo-dannelsen medfører, at den langsgående materialetransport delvis afskæres, hvorved der nedstrøms for et bølgebryderanlæg kan opstå læsideerosion som ved høfder. For at undgå dette må bølgebrydernes længde afkortes i forhold til deres afstand fra land, hvorved strandopbygningen mindskes, således at materiale kan passere ved kraftig bølgeaktivitet.

Bølgebrydere er i dag hyppigt anvendte, idet de anses for at være en bedre løsning end høfder. Kystinspektoratet opførte således 1977-94 140 bølgebrydere i Danmark. I mange tilfælde kombineres bølgebrydere med kystfodring. Normalt bygges bølgebryderne af sten.

Kystfodring

Kystsikring. Kunstig tilførsel af sand (strandfodring) er et meget vigtigt element i erosionsbeskyttelse af danske kyster. Kystinspektoratet anvendte således i 1996 ca. 90 mio. kr. til formålet. Her ses indpumpning af sand gennem en rørledning fra sandpumpningsfartøjet i baggrunden.

.

Kystfordring eller strandfodring er kunstig tilførsel af sand eller ral til erosionskyster. Denne metode har vist sig som en økonomisk form for kystsikring og anvendes i stigende grad, fordi det er den løsning, der griber mindst ind i kystens naturlige udseende.

Samtidig undgås læsideerosionsproblemet. På udsatte kyster kombineres kystfodring med bølgebrydere og skråningsbeskyttelse. Det tilførte materiale bør ikke være finere end det naturligt forekommende strandmateriale, da det ellers vaskes alt for hurtigt væk.

På Jyllands vestkyst suges sandmaterialer flere steder på dybt vand og pumpes ind på stranden. Ved Skagen køres sand med dumpers fra aflejringskysten på Grenens nordside til den eroderede kyst på Grenens sydside ved Skagen Grå Fyr.

Klitpleje

Klitpleje er en vigtig del af kystsikringen på kyster, der naturligt beskyttes af klitter. Klitpleje består i vedligeholdelse og plantning af hjælme, marehalm og andre klitgræsser, som forhindrer, at sandet blæser væk, samtidig med at det forstærker klitten. Læbælter bestående af fx nedstukne fyrretræsgrene anvendes også.

Bestemmelser og fremgangsmåde

Ifølge Lov om kystbeskyttelse bestemmer kommunalbestyrelsen, om egentlige kystbeskyttelsesforanstaltninger skal udføres. Enhver kan foreslå kommunalbestyrelsen, at en bestemt kyststrækning sikres; er kommunalbestyrelsen enig i, at spørgsmålet bør overvejes, diskuteres sagen på et møde med de berørte ejere mfl.

Hvis myndigheden herefter beslutter at fremme sagen, sker det efter nærmere i loven fastsatte procedurer. Kystdirektoratet fungerer som rådgiver og er også den myndighed, der skal give tilladelse til foranstaltningerne.

Udgifterne ved kystbeskyttelsesanlæg fordeles mellem de ejendomme, der sikres eller opnår fordele ved beskyttelsen. Til at administrere et kystbeskyttelsesanlæg kan kommunalbestyrelsen oprette et lav, hvis vedtægter tinglyses på de bidragspligtige ejendomme.

Strandbeskyttelse

Kystbeskyttelse må ikke forveksles med strandbeskyttelse. Efter Naturbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelseslinjen, som har til formål at bevare strandområderne som naturlige landskabselementer, må der ikke ændres i strandbredders og andre kyststrækningers tilstand inden for 300 m fra, hvor den sammenhængende landvegetation begynder.

Det betyder, at der i denne zone ikke må fx bygges, tilplantes eller opsættes hegn. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra forbuddet; dispensationer kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet.

For strandbredder langs Vesterhavet på Rømø samt langs Vesterhavet og Skagerrak gælder andre regler. Disse strandbredder samt en zone på 300 m samt visse andre områder er ifølge Naturbeskyttelsesloven klitfredede; det indebærer en strengere beskyttelse end strandbeskyttelse; fx må klitfredede områder ikke afgræsses.

Reglerne om klitfredning, som tjener det dobbelte formål at undgå nedbrydning af klitområderne og beskytte dem mod indgreb, administreres af Naturstyrelsen med Natur- og Miljøklagenævnet som klagemyndighed. Både strandbeskyttelseslinjer og klitfredning tinglyses på de berørte ejendomme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig