Kajanlæg. 1Spunsvægskaj med stålspunsvæg forankret til ankerplader med rundjernsankre med en indbyrdes afstand på 1,5-3 m. Ankerpladerne erstattes ofte af pælebukke. 2Platformskaj med pæleunderstøttet jernbetonplade. 3Massivkaj (blokmurkaj) af betonblokke, som oftest stables vha. store flydekraner. 4Massivkaj (caissonkaj) af præfabrikerede caissoner af jernbeton, som flydes på plads og nedsænkes ved fyldning med sand og vand. Caissonbredden er ofte ca. 60% af vanddybden, og caissonlængden som regel 10-20 m. 5Pæleværkskaj. Stenskråningen har ofte hældningen 1 lodret og 1,5 vandret eller er fladere.

.

Kajanlæg, anlægsplads, hvor skibe kan lastes og losses, repareres og ligge i venteposition.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kaj kommer via nederlandsk kaai, af fransk quai, måske af keltisk caii 'stakit, tremmeværk', om en indhegning på stranden, hvor skibe kan lægge til.

I dag anvender man fortrinsvis stål og jernbeton til konstruktion af større kajer, mens de i antikken blev bygget af tilhuggede stenblokke og murværk; mørtel og undervandsbeton blev i Middelhavsområdet anvendt så tidligt som før Kristi fødsel. I Nordeuropa bestod de ældste kajer af træpæle med overliggende bjælker og planker. Senere blev bolværker, tømmerkister og kajmure med jordfyld bagved almindeligt anvendte. Muren blev opbygget af tilhuggede stenblokke, hvis vægt forhindrer, at jordtrykket vælter muren. Hvor havbunden bestod af sand og blødere ler, blev muren placeret oven på træpæle, der var nedrammede i havbunden.

Et nutidigt kajanlæg består af en lodret front og et horisontalt kajplan, der alt efter godstype indrettes med veje, jernbanespor, kraner og andet laste- og losseudstyr, pakhuse og oplagspladser. I teknisk sprogbrug er en kaj tilsluttet land i hele sin længde i modsætning til broer og pierkonstruktioner (se pier), der stikker ud fra land og derved kun har en smal landtilslutning.

Vanddybden ved kajen bestemmes af skibenes dybgang, idet der kræves mindst ca. 1/2 m vand under kølen. Kajplanet lægges i reglen mindst 1/2 m over højeste vandstand. Hvor der ikke er væsentlige vandstandsvariationer, er kajplanet i reglen ca. 2 m over middelvandstanden. Kajfronten forsynes ofte med fenderværk til beskyttelse af såvel skib som kaj ved tillægning. Der føres stik for tilslutning af vand og el frem til kajfronten, og der placeres pullerter til fastgørelse af skibenes fortøjninger. Tidligere anvendtes fortøjningsringe, men de bruges i dag kun ved kajer for mindre skibe som fx lystbåde.

Kajanlæg udformes på forskellig vis afhængigt af vanddybde, bundforhold, lasten fra gods og kraner samt materialepriser og -holdbarhed.

Spunsvægskaj

Hvor vanddybden ikke overstiger ca. 12 m og på sand- eller lerbund, er den mest almindelige løsning en spunsvægskaj, der består af en nedrammet spunsvæg med sand- eller stenfyld bagved. Spunsvæggen udføres enten af z-profilformede stålspunsjern med låse til sammenhold af jernene eller af jernbeton- og træspunsplanker med fer og not. Træspuns anvendes kun ved kajer med meget lille vanddybde. Jordtrykket på væggen overføres gennem stålstænger (ankre) til ankerplader eller pælebukke. Ud over jordtrykket skal ankrene overføre kræfterne fra skibenes fortøjninger, såfremt pullerterne er fastgjort til kajfronten. Ved stålspunsvægge etableres ofte katodisk beskyttelse med det formål at reducere korrosion.

Platformskaj

Ved mindre gode bundforhold og/eller lidt større vanddybder kan en spunsvægsløsning stadig anvendes, idet væggen forankres til en horisontal jernbetonplade beliggende lidt over middelvandstandsniveau. Et pæleværk af jernbetonpæle bærer såvel pladen som den overliggende jord og lasten på kajen fra gods, biler og kraner. Skrå pæle i pæleværket optager de vandrette kræfter, som skyldes jordtrykket på væggen, samt kræfter fra skibenes fortøjninger.

Massivkaj

Omtrentlige vanddybder ved laveste vandstand
skibstype tonnage i dwt vanddybde ved kaj i m
stykgodsskibe 3000-15.000 6,5-10,0
containerskibe 7000-50.000 7,0-13,5
tankskibe 15.000-400.000 10,0-24,0

Hvor havbunden består af klippe eller af meget bæredygtig jord såsom hårdt ler, kan kajfronten opbygges enten som en betonmur eller en mur af store, stablede, præfabrikerede betonblokke med en vægt på op til 50 t. Den store vægt hindrer, at trykket fra jordfylden vælter muren. For at mindske refleksion af bølger og dermed bølgeuro i havnebassinet udformes blokkene til tider med perforeringer og kamre. Massivkajer anvendes fortrinsvis i varme områder, hvor stål korroderer hurtigt, og hvor arbejdskraft til udførelse af mere komplicerede konstruktioner ikke er til stede. Fordres meget store vanddybder ved kajen, anvender man ofte en kajfront, der består af sandfyldte caissoner af jernbeton. Caissonerne placeres på et afretningslag af stenfyld.

Pæleværkskaj

På blød bund er den billigste løsning ofte en kaj, hvor et system af nedrammede pæle bærer en jernbetonoverbygning, der udgør kajplanet. Pælene er af jernbeton, stålprofiler eller stålrør fyldt op med beton. En skråning under overbygningen udgør overgangen imellem bassinbunden og landarealet bag betonoverbygningen. Skråningen dækkes med et lag af sten, der er store nok til at modstå kræfter fra bølger og skruevand fra skibenes propeller; skråningerne dæmper bølgeuroen i havnebassinet. Kajtypen benævnes også brokaj.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig