Lydabsorberende materialer, materialer, der absorberer lydenergi, dvs. omdanner den til varmeenergi. Lydabsorberende materialer kan inddeles efter deres funktionsmåde:

Porøse absorbenter er fx mineraluld som glasuld og stenuld, tekstiler som tøj, tæpper og gardiner samt visse typer skumplast. De virker ved, at lydenergien trænger ind i det porøse materiale og omdannes til varmeenergi ved gnidning mellem fibrene i materialet. Porøse absorbenter virker typisk ved mellemhøje og høje frekvenser (dvs. i mellemtone- og diskantområdet, fra ca. 300 Hz til over 5000 Hz).

Membranabsorbenter består af en plade, ofte af træ eller gips, anbragt foran en fast bagvæg, loft eller gulv. Her rammer lydenergien pladen, der sættes i svingninger ved dennes resonansfrekvens. Herved absorberes der lydenergi ved og omkring resonansfrekvensen, som normalt ligger ved lave frekvenser (dybe toner, 50-150 Hz). Et vindue eller et trægulv kan også virke som membranabsorbent.

Resonansabsorbenter består ofte af en perforeret plade af gips eller metal, som anbringes foran en fast væg eller loft. Virkningen beror på et resonansfænomen mellem luft"proppen" i hullerne i pladen og det bagvedliggende hulrum. Resonansabsorbenten virker normalt i mellemtoneområdet, fra ca. 300 Hz til ca. 2000 Hz.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig