Faktaboks

Georg Cantor

Georg Ferdinand Ludwig Philipp Cantor

Født
3. marts 1845, Skt. Petersborg, Rusland
Død
6. januar 1918, Halle, Tyskland
Portræt af Georg Cantor, ca. 1910

Georg Cantor var en tysk matematiker. Han blev født i Sankt Petersborg som søn af en københavnsk købmand. Efter studier i Zürich og Berlin hos bl.a. Karl Weierstrass blev Cantor ansat ved Universitetet i Halle i 1869. I 1879 blev han professor, og han var ansat ved universitetet frem til 1913.

I en brevveksling med R. Dedekind påviste Cantor, at der findes en bijektion af de naturlige tal på de algebraiske tal, men ikke på de reelle tal (hvad der sikrer eksistensen af uendelig mange transcendente tal) (1873), og at der findes en bijektion af punkterne i et kvadrat på punkterne på en linje (1877). Hermed indledte Cantor et nærmere studium af uendelige mængder, hvilket ledte ham til indførelsen af uendelige kardinal- og ordinaltal, hvormed han grundlagde den transfinitte mængdelære.

Cantors senere år formørkedes af tilbagevendende depressioner, og han døde på en psykiatrisk klinik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig