Fourieranalyse. Grafen for den rene svingning r sin(px−q) med bølgelængde L = 2π/p og amplitude r.

.
Licens: Brukerspesifisert

Fourieranalyse er en matematisk teori fra 1800-tallet om fremstilling af funktioner ved Fourierrækker eller Fourierintegraler. I begge tilfælde drejer det sig om at "opbygge" funktioner ud fra simple funktioner \(r \sin(px-q)\), som beskriver rene svingninger med amplitude \(r\) og bølgelængde (periode) \(L = 2\pi /p\).

Faktaboks

Etymologi

Teorien er opkaldt efter den franske matematiker Joseph Fourier.

Fra lydlære ved man, at en tone består af en grundtone og en række overtoner, hvis frekvenser er hele multipla af grundtonens frekvens. Den svingning, der frembringer tonen, beskrives matematisk ved en funktion \(f\) af formen \[f(x) = \sum^N_{n=1} r_n \sin(npx-q_n). \hspace{3.45 cm} (1)\]

Grundtonens frekvens er lig med lydens hastighed divideret med \(L = 2\pi /p\). Fourieranalyse af en tone har til formål at bestemme tallene \(r_n\) og \(q_n\), som fastlægger overtonernes styrke og variation, og som er bestemmende for tonens klang.

Fourierrækker

Enhver funktion \(f\) af formen \((1)\) er periodisk med periode \(L\), dvs. \(f(x+L) = f(x)\) for alle \(x\) tilhørende de reelle tal. I det følgende foretages en normering, så \(p=1\), dvs. \(L=2\pi\). Fra et matematisk synspunkt vil en tone kunne indeholde uendelig mange overtoner, svarende til at \(N\) kan blive vilkårlig stor. Fourier forsøgte at fremstille en vilkårlig reel periodisk funktion \(f\) som en sum \((1)\) med uendelig mange led. Idet additionsformlen for sinus medfører, at \(r_n\sin(nx-q_n)\) kan omskrives til \(a_n \cos nx+b_n\sin nx\), søger man altså at fremstille \(f\) som \[f(x) = \frac{a_0}{2} + \sum^\infty_{n=1} (a_n \cos nx + b_n \sin nx), \]

som kaldes Fourierrækken for \(f\). Man kan vise, at Fourierkoefficienterne \(a_n, b_n\) skal vælges ved formlerne \[a_n = \frac{1}{\pi} \int^{2\pi}_0 f(x) \cos nx dx \hspace{4 cm} (2)\] \[b_n = \frac{1}{\pi} \int^{2\pi}_0 f(x) \sin nx dx. \hspace{3.96485 cm} (3)\]

Fourier hævdede, at enhver periodisk funktion kan fremstilles ved sin Fourierrække. En vigtig opgave i matematikken har været at præcisere, under hvilke omstændigheder Fouriers udsagn er rigtigt. Det er naturligvis nødvendigt at forudsætte, at funktionen \(f\) har sådanne egenskaber, at integralerne \((2)\) og \((3)\) har mening. P.L. Dirichlet gav i 1829 som den første et bevis for rigtigheden, når \(f\) er kontinuert og stykkevis monoton. På den anden side gav P. Du Bois-Reymond i 1873 et eksempel på en kontinuert funktion, hvis Fourierrække divergerer i et punkt \(x\). Først i 1966 lykkedes det L. Carleson at vise, at Fourierrækken for en kontinuert funktion konvergerer mod \(f(x)\) næsten overalt, dvs. bortset fra \(x\) i en lille undtagelsesmængde (af Lebesgue-mål \(0\)).

Ved Eulers formler kan Fourierrækken omskrives til en række af formen \[f(x) = \sum^\infty_{n=-\infty} c_n e^{inx}, \hspace{5.35 cm} (4)\] hvor \[c_n = \frac{1}{2\pi} \int^{2\pi}_0 f(x) e^{inx} dx. \hspace{3.96485 cm} (5)\]

Fourierkoefficienterne opfylder Bessels ulighed \[\sum^n_{k=-n} |c_k|^2 \leq \frac{1}{2\pi} \int^{2\pi}_0 |f(x)|^2 dx,\] og hvis summen udstrækkes fra \(-\infty\) til \(\infty\), gælder lighedstegn (Parsevals formel).

Fourierintegraler

Funktioner \(f\), der ikke er periodiske, forsøger man at fremstille ved Fourierintegralet \[f(x) = \int^\infty_{-\infty} c(t) e^{itx}dt, \hspace{5 cm} (6)\] der er en kontinuert analog til \((4)\), idet \[c(t) = \frac{1}{2\pi} \int^\infty_{-\infty} f(x)e^{itx} dx \hspace{4.35 cm} (7)\] er en funktion, der modsvarer Fourierkoefficienterne \((5)\). Funktionen \(2\pi c\) kaldes den Fouriertransformerede af \(f\), og den betegnes \(\mathcal{F}(f)\). Dermed bliver \(\mathcal{F}\) en afbildning fra funktioner af en reel variabel til funktioner af en reel variabel, kaldet Fouriertransformationen. Der er i 1900-t. udviklet en omfattende teori for gyldigheden af formlerne \((6)\) og \((7)\) byggende på Lebesgues integralteori fra 1902.

Kommutativ harmonisk analyse

Sådan kaldes den abstrakte Fourieranalyse, som udvikledes i 1930'erne. I denne teori betragtes Fourierrækker, Fourierintegraler og næsten-periodiske funktioner som specialtilfælde af funktionsteori på visse kommutative grupper, hvor der eksisterer et invariant mål kaldet Haar-målet (efter den ungarske matematiker A. Haar, 1885-1933).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig