Torsionsvægt, snovægt, instrument til at måle meget små kræfter. Det består af et legeme ophængt i en tråd af fx metal; ved at måle den vinkel, legemet drejes, når det påvirkes af en kraft vinkelret på trådaksen, kan kraften bestemmes. Opfindelsen af torsionsvægten tilskrives Coulomb, der anvendte den til at måle de elektriske kræfter mellem to ladninger.