Okker fra drænede enge har ødelagt mange vandløb.

.

Okker. Potentielt svovlsure jorder i Jylland. Disse områder indeholder så store mængder sulfidmineraler, oftest pyrit, at de ved dræning kan give anledning til en stærkt forøget okkerbelastning af vandløb og søer.

.

Okker, gult til gulbrunt, lerholdigt, amorft eller mikrokrystallinsk forvitringsprodukt af forskellige jernmineraler (jernoxihydroxider), som ofte findes sammen med organisk stof, kalk, sand og ler og ved udfældning fra sure opløsninger sammen med aluminiumoxihydroxider.

Faktaboks

Etymologi
Ordet okker kommer af græsk ochra, femininum af ochros 'bleg, gusten'.

Okker anvendes som malerfarve, og farven skyldes hovedsagelig mineralet goethit; rødlig okker kan også indeholde hæmatit. Se også jern (forbindelser) og jernoxidpigmenter.

Våde, iltfattige jordlag kan være rige på mineralet pyrit, hvoraf der kan dannes jern(III)forbindelser (jern med oxidationstrin +3). Når pyrit iltes, fx ved at jordlagene drænes, spaltes det i svovlsyre, der skaber meget sure forhold (helt ned til pH 2), og jern(II). Er der kalk i jorden, neutraliseres syren, og jernet bindes igen. I kalkfattige områder transporterer det udsivende vand fra disse jordlag syren og jernet, og ved luftens adgang iltes jern(II) til jern(III) og udfældes som okker, først i vandledninger og drænrør, som det kan tilstoppe, siden i vandløb. Okker i udfældet form anses for ugiftigt, mens opløst jern(II) kan skade vandmiljøet. Okker kan indeholde adsorberede anioner, fx fosfater.

Okkerforurening

Okker og opløst jern giver betydelige problemer i mange jyske vandløb. Omkring en fjerdedel af de vestvendte vandløb i Sønderjylland og Vestjylland er så påvirkede af okker, at de ikke kan rumme et alsidigt dyre- og planteliv. Her er store områder med pyrit i jordbunden, der ofte er fattig på kalk. De store okkerproblemer er opstået, hvor man har gravet efter brunkul og drænet våde enge, hvorved pyritten bliver iltet. Opløst jern(ll) og surt vand skyller ud i vandløbene.

Det opløste jern(II) er giftigt for fisk og smådyr. Hertil kommer den skadelige virkning af surt vand (lav pH). Yngel og æg af ørreder er særlig følsomme. De kan ikke overleve, når koncentrationen af jern(II) er over ca. 0,5 mg/l, mens større ørreder kan overleve i vand, der har op til ca. 1 mg/l. Mange smådyr er endnu mere følsomme. Når vandet bliver neutralt, iltes jern(ll) til den røde okker, der i sig selv ikke er giftig, men okkerpartiklerne trænger ind mellem gruspartiklerne i vandløbets bund og lukker de porer, som skulle lede frisk vand ind til smådyrene og ørredernes æg, og gydebankerne ødelægges. Okker kan udfældes på fiskenes og smådyrenes gæller, så de kvæles, og den dækker den stenbund, der er levested for smådyr.

Okker blev i mange år undtaget fra de forurenende stoffer og måtte derfor lovligt ledes til vandløb. Argumentet var, at det forekommer naturligt i jordbunden, uagtet at det var menneskelige aktiviteter, der skabte okkerproblemerne. Først i 1985 kom der en okkerlov, som skulle forebygge og bekæmpe okkerskader. Ifølge loven må man ikke uden tilladelse dræne i områder, hvor der er særlig fare for, at jern kan skylles ud. Disse såkaldte okkerpotentielle områder blev udpeget efter en grundig kortlægning. Hvis kommunen skønner, at en dræning vil give miljøproblemer, kan man enten forlange, at der for særlige midler laves anlæg, som kan mindske problemerne, eller man kan helt forbyde dræningen, mod at ansøgeren får erstatning. Efter at den offentlige støtte til dræning faldt bort i 1990, er der sjældent god økonomi i at dræne eller gendræne de lave engområder.

I de okkerplagede jyske områder gør man meget for at bekæmpe okkerskaderne. Man har bygget særlige renseanlæg ved gamle brunkulslejer; dog har udviklingen her bevæget sig hen mod at bekæmpe problemet ved kilden. Det sker ved, at man hæver vandstanden, så den pyritholdige jordbund igen bliver våd, og pyritten ikke iltes. Det kan gøres ved at dæmme vandet op ved udløbet, lukke dræn i engene eller ved at genslynge udrettede vandløb. Okker fra drænede marker kan renses fra ved at sende det jernholdige vand gennem lavvandede "okkersøer" med en tæt plantevækst. Her iltes jern(ll) til okker, som udfældes. Op til 95 % af den opløste jern kan fjernes. Okkeren graves væk fra søen med 4-5 års mellemrum. Man kan også lade åen oversvømme engen om vinteren, hvor okkerproblemerne er værst. Så udfældes okkeren her.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig