William S. Knowles, 1.6.1917-13.6.2012, amerikansk kemiker, ansat ved Monsanto Company, St. Louis, indtil pensionering i 1986. Sammen med R. Noyori og K. Barry Sharpless modtog Knowles nobelprisen i kemi i 2001 for sin opdagelse i 1968 af metalorganiske kompleksers evne til at gøre ikke-kirale stoffer kirale (asymmetriske), så der kun dannes en enkelt spejlbilledform. Knowles' forskning førte til et lægemiddel (levodopa) til behandling af Parkinsons sygdom.