Faktaboks

Henry Cavendish
Født
10. oktober 1731
Død
24. februar 1810

Henry Cavendish, 10.10.1731-24.2.1810, engelsk kemiker og fysiker. Som forsker frembragte han resultater, som indgik i den omvæltning, der i disse år fandt sted inden for kemi og fysik.

I 1766 beskrev han, hvorledes gasser kan håndteres og vejes. Ved undersøgelse af "fikserbar luft" (kuldioxid) viste han, at det var den samme gas som den, der blev dannet ved gæring og ved behandling af marmor med syre. Gennem undersøgelser af reaktionen mellem "brændbar luft" (hydrogen) og "deflogisticeret luft" (ilt) påviste han, at der ikke skete nogen ændring af den samlede masse, og at reaktionsproduktet syntes at være vand. Forsøget dementerede den ældre opfattelse af, at vand var et element. Cavendish forklarede forsøget ved flogistonteorien.

I 1785 udførte Cavendish et forsøg med elektriske gnister i atmosfærisk luft, og han fik dannet en gas (nitrogendioxid), der kunne opløses i vand. Tilbage var ca. 1% af det oprindelige luftvolumen, og først i 1894 kunne W. Ramsay og J.W.S. Rayleigh vise, at der var tale om ædelgassen argon.

Cavendish bestemte i 1798 gravitationskonstanten (Cavendish' forsøg) og kunne beregne Jordens samlede masse. Jordens radius var kendt, og han kunne således beregne Jordens gennemsnitlige densitet. Den viste sig at være 5,5 g/cm3, og da de fleste bjergarter har densitet omkring 3,5 g/cm3, sluttede han, at Jorden måtte have en kerne med en meget høj densitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig