Daniel Rutherford, 3.11.1749-15.11.1819, skotsk læge, botaniker og kemiker, som i 1772 opdagede grundstoffet nitrogen. Han havde studeret i Edinburgh hos J. Black, som anbefalede ham at interessere sig for den gas, der blev tilbage i luft, når carbonholdigt materiale var brændt i luften, og den fikserbare luft (CO2) absorberet af kaustisk potaske. Hans disputats, Dissertatio inauguralis de Aere fixo dicto, aut mephitico (1772), blev en sådan undersøgelse af restgassen (N2), som han kaldte flogisticeret luft. Luften måtte være mættet med flogiston, siden intet kunne brænde i den, og luften var mefitisk, dvs. skadelig. Daniel Rutherford fandt den samme gas, når luft var blevet deflogisticeret ved afbrænding af svovl eller fosfor.