Charles Goodyear, 29.12.1800-1.7.1860, amerikansk opfinder. Goodyear arbejdede længe på at gøre naturgummi anvendeligt, og i 1839 opdagede han ved en tilfældighed, at naturgummi blandet med svovl ved opvarmning bliver stærkt og bestandigt. Processen blev kaldt vulkanisering. Han udtog patenter, men det var andre, der kom til at tjene penge på opfindelsen; selv efterlod han sig kun gæld.