Andreas Libavius, egl. Libau, ca. 1540-25.7.1616, tysk læge og kemiker, som i 1595 skrev Alchymia, der er den første sammenfattende fremstilling af kemien.

Andreas Libavius tog lægeembedseksamen ved universitetet i Jena. I 1586-91 var han professor i historie og poesi i Jena, fra 1591 embedslæge i Rothenburg og fra 1607 rektor for gymnasiet i Coburg. Samtidig praktiserede han som læge og studerede kemi.

Som læge var han tilhænger af iatrokemien, men advarede mod dens mange mystiske og astrologiske ritualer. Som kemiker lagde han den afgørende vægt på kemi som en videnskab, der kunne anvendes i metallurgi, farveri, garveri m.m. Han beskrev, hvorledes man kan fremstille rubinrødt glas ved tilsætning af guldopløsninger til glasmassen. Libavius' væske (tin(IV)klorid) fremstillede han af tin og sublimat (kviksølv(II)klorid). Han benyttede kobberopløsning til påvisning af ammoniak og udtræk af galæbler til påvisning af jern, men stoffer blev i almindelighed karakteriseret ved deres ydre kendetegn som smag, densitet, krystalform og opløselighed.

Libavius troede som sine samtidige på muligheden af at omdanne et metal til et andet (guldmageri). I Alchymia findes en beskrivelse ved billeder og tekst af datidens kemiske apparater. Dengang var det en vigtig håndbog, nu er bogen et vigtigt kildeskrift.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig