Initialsprængstof, sprængstof, der særlig let eksploderer ved mekanisk eller elektrisk påvirkning, og som derfor benyttes til at initiere eksplosion af mindre følsomme sprængstoffer, fx ANFO, dynamit og nitrocellulose. Det tidligst benyttede initialsprængstof er knaldkviksølv, Hg(ONC)2, der i dag er erstattet af stoffer som blyazid, Pb(N3)2, (især til militære anvendelser) og diazodinitrofenol, DDNP.

Initialsprængstof fremstilles under iagttagelse af særlig vidtgående sikkerhedsforskrifter, bl.a. for at undgå statisk elektricitet og dermed følgende eksplosionsfare. Efter fremstillingen fyldes stoffet på metalkapsler (fænghætter eller sprængkapsler) til montering i ammunition eller detonatorer. I denne form kan stofferne håndteres sikkert.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig