Elektrolytmetal, metal af høj renhed, fremstillet ved elektrolyse af vandige opløsninger. Af økonomisk vigtighed er elektrolytkobber, som udfældes af svovlsure opløsninger. Urenhederne samler sig i anodeslammet, og i Sverige og Finland er slammet fra visse malme så rigt på guld og sølv, at det kan betale sig at udvinde det. Elektrolytkobber sælges som katoder eller omsmeltes til wirebars for trådtrækning. Elektrolytjern med 99,9 % jern er den teknisk reneste form for jern. Andre metaller, som fremstilles eller renses ved elektrolyse, er sølv, zink, cadmium, chrom og bly.