polyurethaner

Polyurethaner, polymerer, hvis repetitionsenhed i molekylkæden er af urethantypen og dermed indeholder gruppen −NH−CO−O−. Polyurethaner fremstilles normalt ved reaktion mellem en diisocyanat og en dialkohol, hvor især valget af dialkohol er afgørende for to vigtige anvendelsesområder: celleplast (polyurethanskum) og termoplastisk elastomer.

Når polyurethan fremstilles som celleplast, opskummes materialet i fremstillingsfasen enten kemisk ved udvikling af gas, fx kuldioxid, eller fysisk ved tilsætning af et væskeformigt drivmiddel, som fordampes af reaktionsvarmen. Som drivmiddel kan benyttes letflygtige carbonhydrider; tidligere var freon almindelig brugt. Fremstillingsprocessen afgør, om cellerne er lukkede eller åbne, og om celleplasten er fleksibel eller stiv. Dette afgør også anvendelsen til møbler (madrasser og sæder) eller til konstruktions- og isolationsformål, fx til isolation af køleskabe og fjernvarmerør.

De termoplastiske polyurethaner, der har gummiagtige egenskaber, men samtidig kan forarbejdes som almindelig termoplast (se plast), er blokcopolymerer af højmolekylære dioler (se polyoler) og diisocyanater. Diolen kan være en polyester eller en polyether; de polyetherbaserede typer er mere hydrolyse- og kemikaliebestandige end polyestertyperne. Termoplastiske polyurethaner har i temperaturområdet −55 °C til +100 °C stor styrke, fleksibilitet, slidstyrke og god stødabsorptionsevne samt høj resistens mod ozon, UV-lys, drivmidler, olier og mange kemikalier. Elastan, der anvendes som tekstilfiber, indeholder ca. 85 % termoplastisk polyurethan.