De miljømæssige gener ved plast er bl.a. knyttet til de stoffer, der netop gør plastmaterialer så velegnede til mange forskellige formål, nemlig fleksibilitet, holdbarhed og modstandsdygtighed over for fx ætsende kemikalier, svampe og bakterier.
Plaststoffer nedbrydes kun langsomt. Den stigende anvendelse af plast skaber mere affald, som enten skal deponeres på en losseplads eller brændes af. I naturen kan plastmaterialer som fx gamle dunke, tovværk og plastposer virke skæmmende og fx på strandene være til fare for fugle, der vikles ind i tråde og netværk, så de ikke kan slippe fri.
Som farvestoffer i plast anvendte man i begyndelsen ofte miljøfarlige tungmetaller, fx bly og cadmium. Disse farvestoffer er efterhånden blevet erstattet af mindre farlige forbindelser. Stabilisatorer og blødgørere bruges i vid udstrækning i PVC, der i sig selv er et hårdt og stift materiale. Mest anvendt som blødgørere er ftalater. Nogle af de anvendte ftalater, især DEHP (di(2-ethylhexyl)ftalat), mistænkes for at være farlige for sundhed og miljø, idet de har hormonlignende egenskaber. De er i Danmark forbudt i legetøj til børn under tre år. EU-kommissionen har undersøgt ftalaternes farlighed og i 2006 besluttet, at der ikke skal gribes ind over for de to ftalater DINP (diisononyl-ftalat) og DIDP (diisodecyl-ftalat), der nu anses for at være mindre farlige. Derimod vil man søge fortsat at mindske forbruget af den farlige DEHP, der i 2005 var nede på ca. 200.000 ton om året mod næsten 700.000 ton i begyndelsen af 1990'erne. Indholdet af DEHP i husholdningsaffald, bl.a. plastposer og plastfilm, gør dette affald vanskeligt at genbruge i kompost, fordi grænseværdien ofte overskrides.
Blandt plastprodukterne er PVC mest miljøbelastende, når det ender som affald. Blødgørere kan lække fra deponeret PVC-affald, og når det forbrændes, udvikles bl.a. dioxin og klorbrinte; sidstnævnte kan gå i forbindelse med regn og dermed blive til saltsyre. Man har dog udviklet effektive systemer til at rense røgen, således at klorbrinten ender i asken. Asken er imidlertid farlig for miljøet og skal derfor deponeres meget sikkert, fordi klorforbindelserne kan frigøre tungmetaller (bly, cadmium), der også kan være i den. De PVC-materialer, der ikke kan genanvendes, skal i videst muligt omfang holdes væk fra forbrændingsanlæggene og i stedet deponeres sikkert. Det forudsætter, at plastaffald sorteres meget omhyggeligt.
I 1991 indgik Miljøministeriet en frivillig aftale med fabrikanterne af PVC-materialer. Den gik bl.a. ud på, at mængden af PVC-materialer, der ender som ikke-genanvendt affald, i år 2000 skulle være reduceret stærkt i forhold til mængden i 1987: PVC fra byggematerialer med 77 %, fra emballage med 85 %. Dette mål blev næsten nået for emballagens vedkommende, men ikke for byggematerialernes. I 1999 blev der lavet en ny handlingsplan, der bl.a. skulle afvikle de mest problematiske anvendelser af ftalater, bl.a. ved at indføre afgifter på dem. Målet var en reduktion på 50 % af de farligste inden for 10 år. Der er indgået aftale med industrien om, at især PVC-rør og andre byggematerialer af hård PVC indsamles og sorteres forsvarligt, og hvad der ikke kan genanvendes og genbruges i nye produkter, må ikke brændes, men skal deponeres sikkert. De fleste af landets kommuner samt et stort antal private virksomheder og affaldsselskaber er tilsluttet denne indsamlingsordning.
I 2004 kom en lov, som på grundlag af den nye viden om PVC-affaldet differentierer afgifterne efter affaldets farlighed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.