porcelæn (Historie og kunstindustri)

Porcelæn (Historie og kunstindustri), Kineserne fandt i 900-t. frem til et porcelænsagtigt stentøj og det ægte, hårde (kaolinholdige) porcelæn. Til dekoration af dette udvikledes i de følgende århundreder en lang række farvestrålende glasurer under Songdynastiet og ikke mindre fantastiske mønstre under Mingdynastiet og senere, fx famille rose og famille verte.

Kinesisk porcelæn, både med blå-hvid og polykrom dekoration, nåede i 1400-t. til Italien via handelsvejene gennem Nærorienten, og flere steder forsøgte man at finde hemmeligheden bag porcelænslerets sammensætning.

I Italien opnåede man i slutningen af 1500-t. med bl.a. hvidt ler, men uden kaolin at fremstille blødt porcelæn; det blev udviklet i Firenze (se Mediciporcelæn) og fra ca. 1695 i Saint-Cloud ved Paris.

Tilførslerne til Europa af eksportberegnet østasiatisk, især kinesisk porcelæn voksede stærkt efter åbningen af søvejen til Asien syd om Afrika, og især de europæiske handelskompagnier, der oprettede faktorier i Canton i 1700-t., hjembragte betydelige mængder af porcelæn, der blev et yndet samlerobjekt, ikke mindst for samtidens europæiske fyrster.

Med denne fyrstelige interesse intensiveredes også bestræbelserne på at producere porcelæn i Europa. I 1708 lykkedes det alkymisten Johann Friedrich Böttger, der var ansat hos kurfyrst August der Starke af Sachsen, en af sin tids ivrigste porcelænssamlere, at fremstille det eftertragtede ægte, hvide, hårde porcelæn.

En fabrik blev oprettet i Meissen i 1710 (se Meissenporcelæn), senere også i bl.a. Nymphenburg ved München, Vincennes/Sèvres ved Paris, Chelsea ved London og Capodimonte ved Napoli; i Danmark grundlagdes Den Kongelige Porcelainsfabrik i 1775. Disse fabrikker var efter samtidens forhold betydelige foretagender med en stor arbejderstab.

Efter en periode, hvor porcelænsfabrikkernes former og dekorationer stod i gæld til bl.a. sølv, kinesisk keramik og europæisk fajance, udvikledes snart et stort nyt felt; porcelænsmassen gav mulighed for støbning i form, og det medførte en vækst i bordservicets dele og former.

Kendte store servicer er Svaneservicet fra Meissen (1737-41) og det danske Flora Danica (fra 1790). Figurer med fine detaljer såsom naturalistisk formede blomster kunne nu også fremstilles, først til bordpynt, senere til opstilling på møbler; berømt var især Johann Joachim Kändlers porcelænsfigurer til Meissenfabrikken (1733-75) og Fritz Anthon Bustellis til Nymphenburg (1754-63).

Efterhånden skete en forbedring af massen, der tillod den at kunne stå uglaseret, biskuit, anvendt til figurer på bl.a. Sèvresfabrikken, eller formes i meget store størrelser som i Sèvres' pragtvaser fra 1800-t. Sideløbende arbejdedes der med de farvede glasurer og med forgyldning.

Et højdepunkt i porcelænets historie indtrådte i 1880'erne, da en fornyelse i dekorationen udsprang af en genoplivelse af det blå underglasurmaleri, anført af de danske virksomheder Den Kongelige Porcelainsfabrik (Arnold Krog) og Bing og Grøndahl (Pietro Krohn). Her udvikledes et par årtier senere for første gang en række glasurer, inspireret af kinesisk keramik, såsom okseblodsglasur.

Den tekniske udvikling i 1900-t. har muliggjort masseproduktion og dermed langt billigere varer, så porcelæn er blevet allemandseje. En række virksomheder har stadig stærke rødder i kunstindustritraditionerne fra 1700- og 1800-t., men der er desuden i 1900-t. opstået en industri, der i højere grad sigter mod grovere og tykkere hverdagsvarer samt mod tekniske anvendelser, bl.a. med udgangspunkt i porcelænets isolerende evne.

Læs mere om porcelæn.