Afbøjningsseparator, rensningsaggregat til fjernelse af støv eller væskedråber fra en gasstrøm. Strømmen afbøjes, dvs. tvinges til at skifte retning, ofte mange gange igennem afbøjningsseparatoren. Dråber eller partikler vil ikke kunne følge med i afbøjningen, men i stedet fortsætte ligeud, hvorved de kan indfanges fx af fugtede lameller, eller ved at de kommer ind i et område, hvori der er læ for gasstrømmen, og derfor bundfældes. Afbøjningsseparatorer er ikke effektive nok til at indfange meget fint støv, så de bruges ofte som første trin i en rensningsproces, hvor de efterfølges af en mere effektiv metode, fx et elektrofilter.