Syre-base-teori, i kemien teorien om syrer og baser. Efter forslag af bl.a. den danske kemiker J.N. Brønsted (1923) defineres en syre sædvanligvis som et molekyle eller en ion, der kan afgive én eller flere hydrogenioner, mens en base omvendt er et molekyle eller en ion, der kan optage én eller flere hydrogenioner.

Da hydrogenioner under normale omstændigheder, fx i vandig opløsning, ikke kan eksistere frit, kan et stof kun udvise syreegenskaber, hvis der er en base til stede. Omvendt kan et stof kun udvise baseegenskaber i nærvær af en syre. De to stofklasser er således intimt forbundne. Vand kan optræde både som syre og base (en amfolyt) og er derfor et vigtigt opløsningsmiddel i syre-base-kemien. Brønsteds syre-base-definition er dog ikke begrænset til vandige opløsninger.

En anden definition

En anden udbredt definition, fremsat af den amerikanske kemiker G.N. Lewis, beskriver en syre som en elektronpar-acceptor og en base som en elektronpar-donor. Lewis' syrebegreb er langt mere omfattende end Brønsteds og tillægger ikke hydrogenionoverførslen særlig betydning. Derimod omfatter de to definitioner af en base de samme forbindelser, men der fokuseres på forskellige aspekter af basebegrebet. Hos Brønsted er det centrale, at en base kan forbinde sig med en hydrogenion, mens det hos Lewis er tilstedeværelsen af det elektronpar, der er årsagen til bl.a. denne egenskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig