Surhedsgrad, aciditet, mål for koncentrationen af hydrogenioner i en opløsning. I rent vand findes en beskeden del af molekylerne som hydrogenioner og hydroxidioner som følge af vandets egen dissociation (autoprotolyse). Koncentrationerne af disse ioner er lige store (10-7 mol/l ved 25 °C), og vand siges derfor at reagere neutralt. I en sur opløsning er koncentrationen af hydrogenioner større og i en basisk mindre end 10-7 mol/l; for en opløsning af en stærk syre normalt omkring 1 mol/l og for en opløsning af en stærk base normalt omkring 10-14 mol/l.

Da hydrogenionkoncentrationen således kan variere over mange størrelsesordener, er det uhensigtsmæssigt at angive den som et decimaltal. Hvis koncentrationen i stedet angives som en potens af 10, kan man bekvemt, efter forslag af den danske kemiker S.P.L. Sørensen (1909), angive en vandig opløsnings surhedsgrad vha. den negative eksponent. Denne værdi kaldes opløsningens pH. I en neutral opløsning er pH dermed 7. I sure opløsninger er pH mindre end 7, normalt mellem 0 og 7, og i basiske opløsninger større end 7, normalt mellem 7 og 14.

Biokemi

Surhedsgraden i og uden for celler har afgørende betydning for stofskiftet, bl.a. fordi enzymer og transportmolekyler kun fungerer optimalt i et afgrænset pH-interval; i dyreceller fra 7,0 til 7,3, i blod fra 7,35 til 7,45. Kulsyre-bicarbonat-buffersystemet hjælper med til at fastholde den fine pH-balance i blodet (se neutralitetsregulering); i cellerne fungerer fosfat og proteiner som buffere. Hos pattedyr udskilles den syre, der dannes ved stofskiftet, som kuldioxid i lungerne og som syre i urinen. Se også acidose og alkalose.

Jordbrugskemi

Måling af pH i en vandig opløsning af jorden benyttes kun undtagelsesvis. I stedet anvendes ved den autoriserede metode for kemiske jordanalyser en calciumkloridopløsning, det såkaldte reaktionstal, Rt. Formålet er at standardisere målebetingelserne mht. variationer mellem aktuel hydrogenionkoncentration i jordvæsken og den potentielle surhed, der også omfatter H+-ioner adsorberet til jordkolloider, betinget af bl.a. jordtype, gødskning og årstid. Ved tilsætningen af CaCl2 erstattes en del af de adsorberede H+-ioner med Ca2+-ioner, hvorved pH måles lavere end i en vandig opløsning. Derfor adderes 0,5 til måleresultatet.

Økologi

Surhedsgraden i omgivelserne, både jord og vand, har stor betydning for levende organismer. Nogle arter er mere følsomme end andre; fx kan laks og stalling ikke trives, når pH falder under 6, mens fx bækørreden kan tåle, at pH nærmer sig 5; se mose. Også høje pH-værdier kan skade. Der er således eksempler på fiskedød i planterige søer, som på solrige sommerdage kan have pH-værdier på op til 11 forårsaget af hydroxylioner, som udskilles ved vandplanters fotosyntese. Se forsuring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig