hydrater

Hydrater er kemiske forbindelser, som ved udkrystallisation fra vandige opløsninger har bundet noget af vandet til sig.

I de egentlige hydrater er vandet løst bundet som krystalvand, der kan afgives ved opvarmning og genoptages ved afkøling. Et eksempel herpå er krystalsoda, Na₂CO₃∙10H₂O, natriumcarbonat, hvor vandmolekylerne stabiliserer en krystalstruktur ved at udfylde hulrum og ikke er særligt stærkt knyttet til natriumionerne. Krystalvand er så løst bundet, at det kan undvige og opbygge et vanddamptryk. Såfremt dette er større end damptrykket af vandet i den omgivende luft, fordamper vandet helt eller delvist, og man siger, at forbindelsen forvitrer som fx krystalsoda, der omkring 20 °C i tør luft forvitrer til Na₂CO₃∙H₂O. Hvis omvendt damptrykket af vanddamp i luft er større end vanddamptrykket over et hydrat, optager dette yderligere vand og siges at flyde hen. Et eksempel herpå er calciumklorid, CaCl₂∙6H₂O.

I nogle tilfælde er vandet bundet komplekst, dvs. med egentlige kemiske bindinger, til en metalion, fx i forbindelser som Al[H₂O]₆Cl₃, der ved opvarmning afgiver vand og omdannes til aluminiumoxid og hydrogenklorid. Noget af vandet sønderdeles, og forbindelsen kan således ikke umiddelbart genvindes fra afvandingsproduktet og vand.

Skarpe grænser findes imidlertid ikke. I forbindelsen nikkel(II)sulfat, NiSO₄∙7H₂O, er seks vandmolekyler knyttet komplekst til nikkel, og det syvende udfylder hulrum i strukturen. Her kan alt vandet afgives og genoptages. Vandige opløsninger af visse gasser og lavtkogende væsker kan ved afkøling udskille krystallinske hydrater, der kaldes chlatrate hydrater. Et af de ældst kendte er klorhydrat, Cl₂∙5,75H₂O.