Varmdeformation, formgivningsproces, som foregår over metallets rekrystallisationstemperatur. De vigtigste varmdeformationsprocesser er smedning, sænksmedning, valsning, presning, trækning og stukning. Deformationen fører ikke til øget styrke, fordi emnets deformerede korn hele tiden rekrystalliserer. Den optimale effekt opnås ved at vælge arbejdstemperaturen langt over rekrystallisationstemperaturen, så nye, fejlfri korn hurtigt kan dannes. Kraftforbruget ved varmdeformation er meget mindre end ved kolddeformation, men man må regne med en ringere overfladekvalitet og med et vist materialetab ved højtemperaturoxidation.